Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er først i april og vinteren vakler. I horisonten danser lyset og sprækker af håb giver plads til solstrålerne. Lyset blænder mig, men jeg bliver siddende med lukkede øjne og venter. Jeg forlader ikke min plads ved skrivebordet, jeg slukker ikke skrivelyset. Det blafrer som en flammende påmindelse om, at jeg har en intention.... Continue Reading →
Jeg kender dig ikke personligt, Havtorn, men jeg har beundret din farve og smagt dine bær. Du bringer mig tættere på havet og på noget af det, jeg savner i mit liv. Jeg ser det og mærker magien i sælsomme doseringer, når jeg skriver og slipper kontrollen. Når jeg danser i nuet og lader livet... Continue Reading →
Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, inget hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →
Forleden dag fik jeg en positiv tilkendegivelse fra en af kvinderne, som har deltaget i skrivegruppeforløbet Sommercirklen.”Det har været så givende og inspirerende”, sagde hun, ”og allermest fordi jeg har genfundet min glæde ved bare at skrive uden at der nødvendigvis skal komme noget specielt ud af det.” Fordi hun gav sig selv lov til... Continue Reading →
Så blev det Midsommer. Jeg vil benytte lejligheden til at ønske dig en skøn sommertid med masser af rum og plads til det, der gør dig godt. For som jeg skrev det i ”I skyggen af Egetræet” er det en gave og glæde, hvis vi formår at navigere gennem sommeren og få det bedste med... Continue Reading →
Det er Brigids dag. Imbolc. Kyndelmisse. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Forsigtigt, du skal ikke vågne helt, bare lidt. Misse med øjnene mod lyset, se, det er ikke særligt skarpt i dag. Strække dig lidt, mærke at du lever. At det snart er tid. Snart,... Continue Reading →
Længslen. Skrivelængslen. Den kommer til os gennem det skrevne ord, en sætning, et digt eller en fortælling. Genklangen kan være subtil eller hårdtslående, men der er ingen tvivl. Det er en dyb og rungende længsel, som får os til at huske, hvem vi egentlig er og hvad vi længes efter. I små dryp af genkendelse.... Continue Reading →
Jeg mødte hende i skumringen. Der stod hun svøbt i blåt, mens en stjerne forsigtigt blinkede over hendes hoved. ’Er det din stjerne?’ spurgte jeg og trådte et skridt nærmere. Hun nikkede bare. Så på mig med øjne, der havde samme farve som tusmørkehimlen. Jeg mærkede en sælsom fornemmelse af noget, der rakte dybt ind... Continue Reading →
Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig? Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et... Continue Reading →
Historierne er der allerede. Fortællingerne. De findes dybt i dig og omkring dig, men du er nødt til at gøre dig åben og modtagelige for at kunne tage imod. Musikken har brug et instrument og du er instrumentet Musikken er der allerede. Men for at kunne spilles, for at kunne høres, har den brug for... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 