Lev, dans, skriv

Forleden dag fik jeg en positiv tilkendegivelse fra en af kvinderne, som har deltaget i skrivegruppeforløbet Sommercirklen.”Det har været så givende og inspirerende”, sagde hun, ”og allermest fordi jeg har genfundet min glæde ved bare at skrive uden at der nødvendigvis skal komme noget specielt ud af det.”

Fordi hun gav sig selv lov til ”bare at skrive” og via afsæt og skriveøvelser kunne eksperimentere og lege med ordene, dukkede der både meget personlige fortællinger op, som hjalp hende på hendes indre rejse og mere fiktive fortællinger, som skabte glæde og skrivelyst. ”Det havde jeg ikke troet, at jeg kunne”, skrev hun og jeg kunne mærke hendes glæde.

Så fortalte hun mig også noget andet. I starten af forløbet havde hun savnet at få kritik på sine skriverier. Godt, skidt, duer ikke. Men senere fandt hun ud af, at det var godt sådan. Det frigjorde hende nemlig fra den fælde, som vi så ofte falder i, når vi skriver og skaber: Vi vil gerne leve op til andres anerkendelse.

Fra ego til sjæl

Det er helt bevidst, at jeg ikke tilbyder at bedømme de skriverier og fortællinger, som deltagerne deler i skrivecirklerne. Min intention er nemlig at åbne op og give plads, rum og luft til, at den kreative ild kan brænde. Min fornemmeste opgave som skrivecoach og underviser i forløbene er at hjælpe, støtte og inspirere i processen. Jeg holder rummet og er med som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser, hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej.

Vi er så vant til, at vi skal bedømmes, vejes og måles og det er en af grundene til, at mange stivner i deres kreative udfoldelse. I skrivecirklerne er der ingen dommer eller censor, som kigger dig over skulderen og er parate med morderiske røde streger. Der gives ikke karakter og det er der en god grund til. Vi skal nemlig helt væk fra præstation og konkurrence (ego) og ind i ren overgivelse til det, der er og opstår (sjæl).

Rigtigt og forkert

Lige fra barns ben har vi været vant til, at der er ”rigtigt” og ”forkert”. Men at være bange for at træde forkert eller skrive noget, som ikke duer, er ikke motivation til at skrive fra sjæl og hjerte. Det siger sig selv. Alligevel træder vi ind i de fleste rum med en forventning om, at vi vil blive bedømt.

Jeg havde en kvinde i forløb, som var sikker på at jeg ville dumpe hende. Da hun sagde det til mig efter et stykke tid, måtte jeg fortælle hende at hun ikke kunne dumpe. Det var simpelthen ikke muligt. Når vi ved, at vi ikke kan dumpe eller at vi ikke bliver dømt eller bedømt, begynder vi at få en voksende tillid til os selv, vores kreativitet og udfoldelser. Den tillid kommer også til udtryk i det, vi skriver og efterhånden kommer vores egen stemme til syne. Det udtryk og den måde, der er vores.

Out beyond ideas of wrongdoing and rightdoing
there is a field.
I’ll meet you there.
– Rumi –

Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse

Her er det vigtigt ikke at kritisere eller dømme unødigt og ikke at lade sig bedømme. Som Julia Cameron siger det: Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse. Men ofte søger vi kritik, fordi vi har en ide om at vi “ikke er gode nok” eller at “vi kan gøre det meget bedre” end vi gør og håber ubevidst på at den indre censor får ret. Samtidig vil vi gerne have at vide, at vi er gode nok.

Da skriveglæden døde

Frygten for ikke at slå til, for at blive en fiasko, der er så meget hængt op på det at skrive, at det kan føles som klæberigt harpiks. Svært at få af, svært at blive færdige med. Vi har dansklæreren i femte klasse, som sagde noget til os, der gjorde ondt dybt i sjælen. Du kan ikke skrive. Fire ord. Bare fire ord, men de var stærke de ord, de var mordere. De slog vores skriveglæde ihjel. De tog bolig dybt i os og forhindrede os fremover i at gøre det, der engang føltes både naturligt og glædeligt. Vi blev vores eget fængsel.

Men ved du hvad, det handlede slet ikke om skriveglæde eller om at folde historier ud dengang i klasseværelset. Det handlede om retstavning og grammatik. Det var ikke et kreativt eller sjæleligt anliggende, det var udelukkende et spørgsmål om at følge nogle regler og gøre det godt nok. Det var et spørgsmål om at passe ind i kasser, så vi kunne blive bedømt og få karakter. Det handlede ikke om kreativitet og skriveglæde.

Når ord dræber

Dansklæreren i femte klasse har mange ansigter. Det kan være en tante eller sågar ens egne forældre, der kommer til at sige noget forkert. Fordi de ikke vidste bedre. De vidste ikke, at ord kan dræbe. Ord er virkelig stærke, de er energi og de kan gøre så godt. Eller gøre ondt. Derfor må vi vælge vores ord med kærlig omhu, men det anede de ikke dengang. Så ser du, vi må undskylde dem og tilgive dem. De vidste ikke bedre. Skaden er sket. Og det er en skade, som vi må lære at favne. Engang i femte klasse sagde en dansklærer noget til os. Han eller hun fortalte en løgn, som vi valgte at tro på. Du kan ikke skrive. Men du kunne sagtens skrive. Det vidste hun bare ikke, for hun stirrede sig blind på ord, der ikke var stavet korrekt eller sætninger, der lød anderledes end hun var vant til.

Bange for kreativitet og fantasi

Eller også gjorde vores livlige fantasi hende bange. Kan du se det for dig? Kan du se, at hun blot var et bange menneske, som mødte et fantasifuldt barn? Det barn må jeg standse, tænkte hun og gjorde sig ekstra umage for at finde fejl og mangler. Fejl og mangler. Det er ofte dem, vi husker. Suk.

Det kan være en tilfældig bemærkning, det kan være ord fra en ven, der sagde noget i delvis sjov. Ha ha ha. Latteren lød en smule hånlig og vi blev dybt sårede. Så sårede at vi aldrig skrev på den måde igen. Vi gik ikke længere på opdagelse i vores egen fantasi eller viste andre vores historier. Vi skjulte os og vi skammede os. Gemte os væk og de historier væk, der måske blev skrevet i dagbogen i lyset fra natlampen. Vi var som forbrydere i vores eget fængsel. Og vi gik videre gennem dage, måneder og år og mærkede kun en dyb og hudløs længsel efter at vende tilbage til det sted, hvor vi mistede vores glæde.

Det sårede barn

Mange af de kvinder, som deltager i skrivecirklerne, kommer med et såret barn i bagagen. Det tager tid at få barnet til at kigge frem igen og turde lege uden fare for at blive latterliggjort eller skældt ud.

Lad din skrivelængsel lede dig på vej

Det er derfor helt bevidst, at jeg skaber rum, hvor vi ikke dømmer eller bedømmer hinanden. Det er kreative frirum, hvor du i stedet lærer at sætte alt det fri, som har hobet sig op indeni og som nu mærkes som en rumlende og udefinerbar skrivelængsel. Lad det være den skrivelængsel, som leder dig på vej.

Du lærer at finde din egen skrivestemme og du øver dig i at gøre den mere tydelig, så det kan mærkes helt ned i maven. En del af øvelsen handler om at lytte til det, der vil gerne skrives gennem dig.

Vi planter frø

I skrivecirklerne planter vi frø og ser dem spire og gro. Det sker gradvist, det er en proces. Og hvis vi ikke er nænsomme mod hinanden og i stedet rykker hinandens ord og ideer op med rod, før de har haft mulighed for at blomstre, så er vi dumpet på forhånd. I stedet giver vi rum og plads til blomstringen, vi giver tid til udviklingsprocessen og lærer det kreative flow, ebbe og flod, at kende. Vi giver os selv lov til at prøve, eksperimentere og endda at skrive grimt bare for at prøve, hvordan det er. Men ingen dømmer os og afsiger forhastede domme over noget, som ikke er færdigt endnu.

  • Kreativitet blomstrer, hvor man er tryg og føler sig accepteret.
  • Kreativitet styrkes blandt venner og isner blandt fjender.
  • Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse.
  • For at få kunstnerisk succes, må man have haft kunstneriske fiaskoer.
  • At opfylde vor kunstneriske bestemmelse er en hellig pagt.
  • Når man modarbejder sin kreativitet, forbryder man sig mod en hellig pligt.
  • Kreativt modspil skal støtte det kunstneriske barn, aldrig gøre nar af det.
  • Kreativt modspil skal bygge på styrker, aldrig beskæftige sig med svagheder.
  • Succes kommer i bølger og er et udslag af gavmildhed.
  • Andres fremgang kan aldrig stå i vejen for ens egen fremgang.
    – Julia Cameron ”Den hellige cirkel”

Væk med sammenligninger og konkurrence

Noget andet, som vi lærer undervejs, er at lade være med at sammenligne os. Jeg ved det, det er svært, men andres fremgang kan aldrig stå i vejen for din succes. Du får intet ud af at kigge over på naboens græs og tænke, at det er meget grønnere og smukkere end dit. Hvis det virkelig er tilfældet, skyldes det kun én ting: Du har glemt at vande dit eget græs.

Don’t always be appraising yourself, wondering if you are better or worse than other writers. “I will not reason and compare” said Blake, “my business is to create”. Besides, you are like no other being created since the beginning of time, you are incomparable.
– Brenda Ueland –

Du er usammenlignelig, siger Brenda Ueland og det har hun så sandelig ret i.

Din sjæl længes efter at danse

På samme made som jeg skaber kreative og kærlige frirum for skriverier I skrivecirklerne, kan du gøre det samme hjemme hos dig selv. Skab et kærligt rum, hvor du kan være med dine ord og skriverier og læg din indre dommer langt væk. Giv dig selv lov til at lege og boltre dig og lad dit skriverum være et frirum for sjælen. Der er så mange andre steder, hvor du skal præstere og gøre tingene på en bestemt måde, men din sjæl længes efter bare at danse med ordene.

Som kvinden, der var med i Sommercirklen sagde det: Jeg har genfundet glæden ved bare at skrive.

Lad din hensigtserklæring løfte og støtte dig

Formuler en hensigtserklæring, der sætter dig fri for dommere og bødler. Skab et rum, hvor der er godt og trygt at være. Det kan du gøre ved at lade ordene i din hensigtserklæring løfte og støtte dig i dit skrivende forehavende, f.eks.

”Jeg har til hensigt at skabe et frirum for mine ord og skriverier. Min intention er at give mig selv lov til at lege, eksperimentere og have det sjovt med det, jeg skriver. Jeg tillader mig selv at gå på opdagelse i ord og stemninger og jeg går med nysgerrighed og tillid.”

Nysgerrighedens krydderi

Nysgerrighed er et universal krydderi for en succesfuld skriverejse. Når vi er nysgerrige og undrer os uden at dømme eller drage forhastede konklusioner, bliver vi til opdagelsesrejsende eller vaskægte pilgrimme. Og her begynder skriveglæden igen at boble.

Tag din skriveglæde tilbage

Skriveglæde er en kostbar gave, som vi skal værne om. Men det er ikke en gave, vi får af andre, det er en gave, vi giver til os. Har du mistet din skriveglæde eller gav du den væk, er der kun én ting at gøre. Tag den tilbage. Ord for ord.

Lev, dans, skriv.

Kærlig hilsen
Lene

Hoestcirklen

Næste online skrivegruppeforløb er HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august samme dag, som de lyse nætter ender. Der er endnu et par ledige pladser og du er hjertelig velkommen. For kvinder med skrivelyst og længsel.

Klik på billedet ovenfor og se invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri.

2 thoughts on “Lev, dans, skriv

  1. Pingback: Snart åbnes porten | Lene Frandsen

  2. Pingback: Pilgrimsfærd gennem vinteren | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s