Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er ikke altid lange fortællinger. Nogle gange er det få ord. Vi kalder dem trædestene i fortællerskens univers, de er små lanterner i mørket. Nogle gange springer en gnist fra et bål, man troede var gået ud. Der er rester af liv i kompostbunken. Tag ikke fejl af det. Det, der var, er i... Continue Reading →
Jeg har ledt efter fortællingen i dagevis. Lige siden det gik op for mig, at Eidheann var taget af sted og ikke ville komme tilbage. Det varede lidt inden jeg kunne acceptere det og sorgen kom sejlende som en hjuldamper på bred flod. Bølger af accept skvulpede mod skroget på den gamle færge, der skulle... Continue Reading →
Efter fuldmånen og i morgenlys går jeg ned af havegangen og åbner lågen. Den er klædt i frost og hænger fat i min handske. Bag mig er solen stået op, pensionatet henstår i modlys som et vidne til min rejse. Jeg står stille et øjeblik og betragter det gamle træhus i to etager. Deroppe spejles... Continue Reading →
Det er Nymåne, da jeg tager i døren til pensionatet og opdager, at den er låst. Det undrer mig, for det er aldrig sket før. Døren er låst op fra det tidspunkt Virginia går i køkkenet for at tilberede vores morgenmåltid og låses først igen ved solnedgang. Hvis vi går ud efter solnedgang, har vi... Continue Reading →
”Kom nærmere min ven, sæt dig i min cirkel. Bålet brænder og jeg har brygget te på morgendug og gode ønsker.” Det er tidligt, duggen er tyk som tåge og fugten gør luften kold. I øst står solen op og blødt lys flyder over marken, i vest er fuldmånen aftagende og himlen blå. Begge er... Continue Reading →
Det er diset, da jeg går ud i morgenen, solen gemmer sig under skydynen og jeg nyder den køligere luft efter dagevis med hedebølge. Splittet mellem tanker og hjerte går jeg og for hvert skridt, bliver det lidt lettere at trække vejret og lytte til det, der kan være svært at høre, når sind og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 