Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Følelsen af at være på rette tid og sted fortsætter gennem dagen. Jeg følger et indre flow og lader mig fragte. Som blev jeg genfødt sammen med lyset på årets længste nat er jeg vågnet til en ny bevidsthed. Tågen letter aldrig, men bliver hængende som et vidne. Lyset tøver og giver sig tid. Det... Continue Reading →
Dagen før Vintersolhverv begynder det at regne. Snart er sneen væk. Landskabet mørknes og æbletræet med sine stjernelys virker ensomt i haven. Der er sjappet på havegangen, tunge skyer pryder himlen og julestemningen daler flere grader på barometeret. Jeg ved, at Scarlett er i gang med forberedelserne til fejringen i morgen med bål på stranden... Continue Reading →
Søndag morgen på pensionatet, jeg står op på kanten af daggry og går en tur til havet. Bag mig rødmer himlen ved tanken om den nye dag. Der er poesi i luften, små snefnug finder vej blot for at smelte på vej ned. Jeg ved at Virginia er taget af sted for at besøge sin... Continue Reading →
Det skete i de decemberdage, at jeg nærmede mig afslutningen i Dråbefangerens skrivebog. De sidste sider, så var det tid til at indvie en ny. Det er hellige øjeblikke, afslutningen og den nye begyndelse, ikke noget man skal tage for let på. Vi nærmede os Vintersolhverv, et tidspunkt at fejre, lyset fødes af mørket på... Continue Reading →
Vi kører hjem gennem snoede veje med stendiger og skarpe sving. Der er faldet mere sne og farten er langsommere, end da vi kørte ud. Virginia styrer bilen med overblik og kontrol. Hun kender landskabet og dets linjer, de små steder, hvor man skal være ekstra opmærksom. Vejret ser ikke ud til at genere hende.... Continue Reading →
Tiden står stille på Primrose Café. Man svøbes i et klæde af sød forventning, dufte og magi. Grace holder vores hænder, ser os i øjnene og forsvinder så om bag disken og ind i baglokalet for at komponere vores te. Komponere er ordet. For Graces te er som sød musik for krop og gane. Det... Continue Reading →
Pennen førte mig frem til pensionatet, ordene skabte en vej. Det er den intuitive skrivnings kunst. At skrive fra et andet sted. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville ende på et sted, hvor rejsende kvinder kommer. Stedet findes ikke på et kort, kun det indre kompas kender ruten. Som var det meningen. Bestemt.... Continue Reading →
Varm kakao er godt ved fuldmåne. Sårbarhed er en forudsætning for ægte styrke og for at jeg kan udvikle min urtalenter. Venlighed er en hellig gral. Det står i min rejsedagbog som på visse sider minder om en Book of Shadows. En dybt personlig skildring, hvor tråde af magi, ritualer og gode råd florerer. Det... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at blive ven med månen. Ikke at jeg ikke har beundret hendes rejse og de smukke fuldmånenætter. Men det har været den manglende søvn, jeg har haft fokus på og trætheden i dens kølvand. Irritation over at være vågen, når andre sov. Men uglen har lært mig at vende ulempe til... Continue Reading →
Det er mørkt, da jeg vågner, men jeg ved at det er morgen. Spændt som en lille pige juleaften strækker jeg mig, gaber og står op. Da jeg trækker gardinerne fra, ser jeg at haven er forandret. Æbletræet er klædt i en lyskæde bestående af gyldne stjerner og fakler lyser havelågen op. På lågen sidder... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 