Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
“Du glemte mig” siger Betony og ranker sig, så jeg kan se hende. ”Det må du undskylde” siger jeg. Så er vi i gang, fortællingen fejer tankerne bort og tager over. Pludselig er det en anden energi, en anden stemme. Betony rømmer sig, nu er hun ved at blive glemt igen. Ih altså! ”Det er... Continue Reading →
“Nu ved du det.” Tyren har talt og han taler endnu. ”Du kan hvile trygt i din vished. Det, du mærker, betyder ikke at du ikke mestrer det og må give fortabt. Hold ud, men gør det inde. I vinterens trygge favn.” Et tifoldigt HA undslipper mine læber og vækker den søvnige dag. Blåt mørke... Continue Reading →
Det er Ulven. I samme sekund ser jeg billeder og hører hviskende ord. Som i en film. Min sjæl forstår, det indre landskab svøbes i blødt lys og hårde kanter smuldrer. Solen hejser flaget i øst, lyset vender tilbage. Hun kommer nærmere. Jeg stopper op foran et hus, der var engang. Laden er brændt. Jeg... Continue Reading →
”Jeg mødte Grace i går” betror jeg ham, du ved, hende den vise kvinde fra skoven. På min fødselsdag dukkede hun op for at betro mig en hemmelighed.” Han nikker, stadig strategisk placeret i søens vintervand, indbegrebet af fokus og tålmodighed. Her er ingen sne, ej heller en dør, alligevel kom jeg uden besvær frem... Continue Reading →
Der er gået et år, siden Aimee tog af sted og jeg sidst på eftermiddagen tog det første skridt ud på Sorgens Bro. Min decemberrejse blev en overgang, hvor jeg ikke skyndte mig videre eller forsøgte at dulme min smerte. Mine to gamle hunde var begge draget videre med kun fire måneders mellemrum og den... Continue Reading →
Måske var det ikke just ham, jeg håbede at møde på de første sider af min nye skrivebog. Jeg har netop indviet bogen og den vinterrejse, jeg nu sætter ud på. Så træder han frem i sprækken mellem nat og dag. Mørket er tykt som et vattæppe. Måske er det ikke just et drømmescenarie, men... Continue Reading →
Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →
Der er ulv i sigte. Jeg drømte om en valmuemark, de røde blomster dansede i sommerstøv og sang for mig. Der var et budskab. Noget at huske. Nu er det morgen og drømmen forbi. Men da jeg finder porten til Det Magiske Univers går det op for mig, at jeg ikke kan være så sikker.... Continue Reading →
Landingen tager lidt tid og på vejen ryger jeg ind i kraftig turbulens. Vilde sekunder med tanker som pile. Det føles som en evighed, det her klarer jeg ikke, nu er det ude med mig. På vej ned møder jeg også havet og de steder, hvor jeg vandrede i den forgangne uge. Brusende bølger der... Continue Reading →
Svøbt i dis dukker morgenen op, en uklar skikkelse kommer mig i møde og tager imod. Daggrysværtinden byder mig velkommen og jeg fornemmer, at vi passerer porten til Det Magiske Univers. Det er ikke tydeligt, for ser du, disen er tyk som ærtesuppe. Jeg smiler indeni. Åh, at lade sig fragte og forføre. Af dis... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 