Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Det er tidligt, da jeg forlader huset og træder udenfor i morgenlyset. Maeves kat, som hedder Penny og er gråsort med striber, spankulerer forbi mig med løftet hale og glider gennem kattelemmen uden at værdige mig et blik. Jeg smiler uvilkårligt, vi har stadig til gode at lære hinanden at kende. Skoven åbner sig, da... Continue Reading →
Marnie og jeg aftaler at mødes igen. Hun sætter mig af ved vejen, der fører ned til Pensionatet og kører videre ind mod byen. På bagsædet sidder Clover og ser veltilfreds ud. Jeg vinker og går langsomt ned af vejen, inden jeg drejer til venstre rundt om hækken og går gennem havelågen. De andre sidder... Continue Reading →
Nu mærkes tomrummet som en ekkodal af længsel. Jeg vifter impulser væk, jeg registrerer utålmodighed, rastløshed og let frustration. Indtil det dæmrer. Det gør det om morgenen kl. 6, da jeg smider badekåben og løber ud i vandet. Bølgerne griber mig og skubber mig fra land. Østenvinden tuder. Et strejf af panik, så lander jeg... Continue Reading →
”Det sker på forskellige tidspunkter” siger Beithe og slår ud med armene som en dirigent, der leder musikken på vej. ”Og det er ikke et ukendt sted for rejsende kvinder i februar. Tomrummet.” Vi er samlet til morgenmad i spisestuen. I dag står menuen på blidegrød med svesker og ristede valnødder. Tykt flydende honning tegner... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
Jeg så dem på himlen på træningspladsen, flokken af traner. Det er en uge siden nu, men synet har sat sig fast. Så uventet, så fint. Både hunden og jeg løftede blikket og lod det dvæle. Et forlænget øjeblik af magi. Nu møder jeg så Corr ved velkendt sø, pludselig er jeg dér bare. Efter... Continue Reading →
”Hvis der er tomrum, må du ære det”. Hagl kaster sig fra himlen og gør jorden hvid, små kugler af is falder. Koen står i en hegning på den anden side af landsbyen og spejder efter mig, da jeg kommer ned af vejen. Over bakken med byskiltet, så får jeg øje på hende. Tomrum. Er... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Solen skinner gavmildt, frost dækker land. Dagen er ny. God søvn har gjort mig rolig og jeg ser med nye øjne. Sådan her ønsker jeg mig, at det skal være. Livet. Men dage og nætter er ikke ens og jeg må tillade den skiftende rytme og min energi ditto. Marts er en bro mellem vinter... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 