Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
I den senere tid har jeg fået en del henvendelser fra kvinder, der gerne vil vide, hvordan jeg gør. Svaret er simpelt: Jeg skriver mig ind. Vejen ind i fortællingerne og det magiske univers findes kun, når jeg skriver. Det er ikke noget, jeg henter på andre måder, jeg skriver aldrig i hovedet. Når tankerne... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor noget er faldet i hak. Det mærkes som stille hvisken. Varmen er væk, kølig vestenvind blæser ind over havet. Jeg går på stranden inden morgenmaden, i modvind passerer jeg klitterne og står midt i blæsten. Skyer i gråhvide formationer flyver forbi og et par måger gør dem selskab.... Continue Reading →
”Det er først bagefter, at man får øje på trådene. De fine perletråde i edderkoppespindet. Hvordan man med sine ord og ved at beskrive sine rejse har skabt en vej, som ikke fandtes før. Hvordan man med sin disciplin og sine gentagelser selv har vævet den vej. En vej, hvor der vokser fortællinger og hvor... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
Dagen efter beslutter jeg mig for at tage chancen. Jeg vil ud i skoven og finde Cailean igen. I min rejsedagbog har jeg skrevet fortællingen om porten. Porten til Eneboerens Spor. Det var ikke svært, da jeg først tunede ind. Det er de små ritualer, der gør det. Den måde, jeg langsomt tænder skrivelyset på... Continue Reading →
”Jeg har ventet på dig” siger Gwyneth November og skænker kaffe. Værtinden byder på omelet, den syder stadig i panden, som står på bordet, små brødskriver og morgensalat. Kaffe, mælk og vand med mynte. Ikke to måltider er ens og hvis du spørger hende, vil hun fortælle dig om køkkenmagi. Det er en kunst i... Continue Reading →
Verden er anderledes uden det gamle filter. Skoven er grønnere, duftene mere intense og himlen over granerne mere blå. ”Vi skal ind i bøgeskoven” forklarer Faola, mens vi går. ”Vi skal mødes med Bò. Bò?” ”Koen.” Faola går videre uden at tage sig af den forundring, der rejser som modstand i min krop. Hvad laver... Continue Reading →
Det er ikke uden udfordringer at følge vejen gennem skoven, sagde en klog gammel kone til mig, inden jeg begav mig af sted. En veninde havde hørt om hende og at hun gav konsultationer til kvinder, der ønskede at følge skovens vej. Jeg fik en aftale med hende og mange gode råd med på vejen.... Continue Reading →
Han hopper tilbage til vandhullet i skyggen og jeg finder tilbage til det, jeg formoder er hovedstien. Men man ved aldrig i skoven. Skoven, så fuld af farer og fortryllelse. Lysninger, som kun findes af dem, der er faret vild. Frænder, der dukker op mellem træerne og træerne selv. Eg, bøg, birk og de stolte... Continue Reading →
“Use your intuition and see through illusions.” Det hænder, at der er digte i mit hoved. Ord flyder som vand. Floder af poesi skyller ind på min kyst, men jeg vandrer af støvet vej. Håbet vender tilbage som valmue på blød bakke. Dansende i vinden, så skrøbelig og smuk. Hvilken styrke. Det sker i dag.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 