Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
”Hvis du finder en nøgle, finder du håb” siger uglen i egetræet. ”Leder jeg da efter en nøgle?” spørger jeg og stopper op foran det krogende træ i natten. Mine øjne har vænnet sig til mørket og jeg føler mig lidt som uglen. Bortset fra, at hun har vinger, hun kan lette og flyve lydløst... Continue Reading →
Nogle gange er ord ubeskrivelige i sig selv. Sådan er det under februars fuldmåne. Jeg smiler, da jeg går ud i natten, ud i klitterne og ser hende sejle på februars himmelhav. Jeg skulle have allieret mig med Brónach fortæller jeg mig selv, men Uglen siger noget andet. ”Du er præcist, hvor du skal være... Continue Reading →
Rhoda sover længe, Fleur og jeg går tur ved havet efter morgenmaden. Der er kaffe på kanden og jeg har dækket op ved køkkenbordet. Men da vi kommer tilbage, sover hun endnu. Tror jeg. Indtil jeg opdager, at både frakke og støvler er væk. Hun er ikke i huset. Hvor længe har hun været borte?... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
Jeg går tidligt i seng, allerede kl. 2030 rammer jeg madrassen bevæbnet med en bog, en stak puder i ryggen og en kop dampende kamillete på natbordet. Det er et tidspunkt jeg elsker, når roen kommer sejlende på sit natteskib og jeg synker tilbage i puderne for at læse i min bog. En ægte fortællerske... Continue Reading →
Da sker det, at hun banker på min dør nogle minutter før midnat. Det er fuldmåne og tid til at betræde natten under åben himmel. Jeg skynder mig at tage tøj på og følger efter hende ned af trappen og ud i sølvlyset gennem den åbne hoveddør. Katten smutter forbi os og løber gennem haven... Continue Reading →
Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral, skriver jeg i rejsedagbogen. Faola vækkede mig syngende og jeg gik ud fra, at vi straks skulle af sted. Forlade hulen under stjernerne og finde spejlet. Men hun fortæller mig, at hun er nødt til at gå alene. Der er noget, hun må gøre og selvom hun udtrykker det mere... Continue Reading →
Det er et spørgsmål om at lytte. Du hører med pennen, mens du skriver dig ind. Du skal ikke tænke og regne den ud, du følger det dybe flow bag mylderet af tanker. Lad sangen synge dig. Den kunst kan du lære at mestre. Din intuition er stærkere end du tror. Af ord er du... Continue Reading →
“Du kender sandheden, du ser den, mærker den i krop og sjæl. Men du skubber den bort, fordi den er ubehagelig. Den passer ikke ind i det verdensbillede, du fik overdraget. Den siger det, der forblev usagt, fordi det var anderledes og provokerende for dem, der hørte din sang. Du skubbede den bort, fordi den... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 