Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Længe sidder jeg stille ved Munketræets fod. Et af verdens ældste templer, en kirke midt i skoven. Det er som om at jeg kun suge mod og styrke fra det gamle træ. Men på et tidspunkt rejser jeg mig og tager afsked. Det er svært at forlade Munketræet og dets sfære af ro. Det er... Continue Reading →
Vi slår følge over det åbne stykke og tager afsked, da skoven igen lukker sig om os. ”Fortsat god rejse” siger hun og forsvinder et sted i sollyset. Jeg er igen alene. Denne del af skoven er kendt for sine gamle egetræer. Ikke kendt af mennesker, vel at mærke, men skoven ved besked. Det føles... Continue Reading →
Han hopper tilbage til vandhullet i skyggen og jeg finder tilbage til det, jeg formoder er hovedstien. Men man ved aldrig i skoven. Skoven, så fuld af farer og fortryllelse. Lysninger, som kun findes af dem, der er faret vild. Frænder, der dukker op mellem træerne og træerne selv. Eg, bøg, birk og de stolte... Continue Reading →
“Din nye brik er tillid, en dybere form for tillid. Venlighed er en hellig gral, det lærte du i går. Tillid er også et bæger. Et bæger fuld af venlig godtroenhed ikke at forveksle med naivitet.” Odderen er forsvundet ligeså pludseligt, som han dukkede op. For lidt siden gik han på stien, vi havde skabt... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral. Hans ord lyder som et ekko gennem skoven. Venlighed, en hellig gral. Jeg ved, at jeg har fået en nøgle til at forstå den nye skovs hemmeligheder. At venligheden er en indgang. Mine skridt går gennem tæppet af grannåle, mellem slanke stammer og nedfaldne kogler, indtil granskoven med ét hører... Continue Reading →
Jeg tager de første skridt og så de næste. Sollyset sniger sig ind mellem træerne og skygger danser. En kvinde begiver sig på vej. Den ukendte frænde er forsvundet, men hendes ord bobler i mit blod. ”Stol på din indre stemme. Lad aldrig mere tvivlen indfange dig og gøre dig svag. Du er stærkere end... Continue Reading →
Forestil dig, at du kan gå på opdagelse i dit indre landskab og at du kan udforske tærsklen. Beskriv landskabet. Hvad ser du? Er der bakker? Marker? En sø eller et bjerg? Du kan foretage en skrivende vandring gennem dit indre landskab på samme måde, som du kan vandre i en fortælling. Ja, faktisk kan... Continue Reading →
"Stol på din indre stemme, lad aldrig mere tvivlen indfange dig og gøre dig svag. Du er stærkere, end du tror. Følg dit indre kompas." Hun står mellem to birketræer som former en indgang. Her starter rejsen på ny. ”Skovens hvide damer kalder dig frem. Tøv ikke, rejsen er allerede startet, men du har brug... Continue Reading →
Det var ham, som engang i vinter lærte mig om roens væsen. Tidligere havde han bragt mig mit solhvervsord og jeg undrede mig. For hvad ved ilddrager om ro? Han fortalte mig om, hvad det kræver at gå roens vej. Og om hvordan jeg kan kanalisere de til tider voldsomme følelser og ildenergi ind i... Continue Reading →
Ofte sidder jeg lidt i stilhed, inden pennen finder vej til papiret. Jeg indstiller mig på at lytte og blidt indfange dagens fortælling uden kontrol. Hvad rører dér sig under overfladen, hvem pusler i krattet og hvor vil ordene bringe mig hen? Ord åbner døre. De er nøgler til Det Magiske Univers. Og sjælen har... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 