Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Så fik jeg synet tilbage. Efter mange måneders inderlig mørkevandring og døre, der smækkede for næsen af mig, forstod jeg pludselig hvorfor og smilede. Foran en skillevej med grene som gafler var der pludselig ingen tvivl længere. Energien skiftede lige dér og udpegede min retning. En retning, som længe har været undervejs og som første... Continue Reading →
”Du er uvant med stilheden, men stilhed er en forudsætning for at kunne lytte og fange sjælens toner. Det indre kompas dybt i dig, i hjertet af hende som ved.” Jeg smiler og folder hænderne i et inderligt Namaste, for i dag er jeg hende, som ved. Der er ingen adskillelse, vi er forenet som... Continue Reading →
Så blev der stille. Så stille at hun kunne høre den gyldne nål falde til jorden. Den sang i faldet. Og nålesang er gjort af ganske særlige toner. Stilheden flettede sig ind i lyden fra nålen og i korte øjeblikke lyttede hun til en underskøn symfoni. Så blev der helt stille og ikke flere nåle... Continue Reading →
Tre ord, hver eneste morgen, ledetråde af sjælestof. Lytte og skabe rum for uden det rum og den stilhed, der gør tankepause, kan du slet ikke modtage det, der er til dig. Har du tænkt på det? Du nikker, men det er ikke et mentalt anliggende og derfor må du være bevidst om at holde... Continue Reading →
Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →
Rødmende morgengry, jeg hilser dig. Måne og Venus ditto. Træsilhuetter og uglesang, stilhed, fødder og poter. Kan jeg mon vænne mig til dette sted i mig selv, hvor glæde og taknemmelighed råder? Hvor følelsen af at være kommet hjem er markant og hvor rødder og stolthed vokser gradvist, efterhånden som vinteren skrider frem? Det er... Continue Reading →
“Vær hilset, jeg er glad for, at det er dig, din visdom og dit mod, jeg skal spejle mig i i dag. Det kærlige med kant. De steder, hvor jeg før bøjede af i ulykkelig resignation, er nu blevet grænser, som jeg værner om og holder hellige. Du viser vej på din særlige måde og... Continue Reading →
Du er draget af Fortællersken og hendes univers, din skrivelængsel kalder. Du er på vej ud af din komfortzone og det ved du godt, for det kan være et frygtindgydende færd at kaste sig ud i noget, man virkelig drømmer om og som man kan mærke helt ind i sjælen. For samtidig er det usikkert,... Continue Reading →
“Do not let your intellect imprison your heart as human imprisons his selchie spouse, the magical seal.” Ordene bæres af vinden i den mørke morgen, skrivelys brænder og øjne lukkes for en stund. Følelser flyder gennem mig som en flod, der løber mod havet, jeg sætter mig ved bredden under egetræet og ser det ske.... Continue Reading →
Det er først i januar og udenfor vinduerne danser regndisen. Jeg veksler mellem energi og noget, der føles som tomrum og træthed. Der er øjeblikke, hvor jeg bliver utålmodig og får lyst til at trække tågetæppet til side. Men så husker jeg og vender tilbage til det sted, hvor vi befinder os lige nu. Allerførst... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 