Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Denne fortælling er en redegørelse for noget, som skete i går”, begynder jeg og Ulven ler højt. ”Det lyder meget officielt. Der er ingen domstole i det magiske univers, tværtimod, her øver vi os på at lægge dommen væk.” Hun smiler bredt. ”Lad mig starte forfra. I går lagde vinden sig og ud på eftermiddagen... Continue Reading →
Der er en historie, du ikke har skrevet. En fortælling, du ikke har fortalt. Sådan lyder ordene i mit indre og det på en dag, hvor jeg netop har besluttet mig for ikke at skrive. Nogen ler i vinden. Et blad fra vinteren hvirvles op og laver sin helt egen lyd. Jeg har åbnet vinduet... Continue Reading →
Jeg har tændt skrivelysene og samler kraften i pennen. Det kræver al min koncentration. De seneste dage har været som løsrevne blade fra en bog, kastet rundt i vinden. Som for at bekræfte sin styrke, hyler vinden skingert i huset og løfter jeg blikket mod træerne bag i haven, kan jeg se deres vinddans. Det... Continue Reading →
En kvinde gik ud for at lede efter en fortælling. Det var hendes intention. Indeni var hun helt tom, hun havde absolut ingen anelse og spurgte du hende, om hun var inspireret, ville hun ryste på hovedet og svare nej. Men så ville hun fortælle dig, at det ofte er, når vi er mindst inspirerede,... Continue Reading →
En tyv stjal en time om nattenog den, der så det, var katten. Hvad skal du da med den time”, spurgte katten. ”Det er ikke godt for din karma.” Men timen er væk og det er senere end normalt. Skrivestuen ligger badet i lys og dagen er forvirret. ”Stunder af nåde, det er mig en... Continue Reading →
Tidligt, stille skridt og solopgang. Et blegt lys fejrer over landskabet og åbner du vinduet, strømmer forårsluft og fuglesang ind. På engen står en ko og drømmer, men da jeg går forbi, kalder hun mig hen. ”Vær hilset, gode kvinde, du som vandrer på sjælens vej. Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?” Hendes... Continue Reading →
“Det er underlige tider” siger Haren som kommer mig i møde i sprækken mellem nat og dag. Vi er tidligt oppe. ”Kunne du heller ikke sove?” spørger jeg ham og glæder mig over ikke at være alene. Hyrdetimen kan være et ensomt sted. Vi nærmer os fuldmåne og jeg mærker noget hive i mig sidst... Continue Reading →
Forårsjævndøgn. Pennen glider langsomt over linjerne og skriver det første ord. Jorden vender sig fra vinterens dybe mørke og vænner sig til lyset. Dag og nat er lige lange nu, de er i balance. Det er forårets første dag. En port åbner sig, tøvende står jeg et øjeblik og ser, så går jeg igennem. Ved... Continue Reading →
Det er endnu tidligt, den nye dag er blot en sprække i skydækket. Kold vind møder mig, da jeg åbner havelågen og træder ud. Usynlige snefnug daler. ”Er der mon en fortælling i dag?” spørger jeg og stopper op for at lytte. Det er flere dage siden, der sidst var bid, jeg har befundet mig... Continue Reading →
Den nye morgen er mit vidne. Byger, sol og vind. Pennen glider over linjerne og ord kommer frem skabt af blæk og bevægelse. Tænker du slet ikke, er jeg blevet spurgt, men nej, jeg lytter. For nogen i mig fortæller, sagte og uden tøven. Det er en rislende flod i mit skød. Jeg er kvinde... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 