Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Det er sommersolhverv og jeg kan høre hende synge. Hun er solsort, hendes lyd glider gennem vinduet som en brise. Køkkenet er svalt efter nattens dans og nu vender lyset. Drømmen Jeg drømte om ørnen. Han var større end nogensinde før, men han kaldte ikke på mig. Han fløj bare forbi, svævede som en kæmpemæssig... Continue Reading →
Hun træder frem og misser med øjnene mod lyset. Som om hun først nu rigtigt ser og opdager omgivelser og landskaber i sig selv. Hun spejler sig i søen for at se. Hende. Kvinden. Den, hun er. En slags kvindelig Bard og underviser på skriverejsen, dus med de fugle, andre kalder for sorte. For hende er... Continue Reading →
Denne morgen starter alt forfra. Alt er nyt. Og det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension. Jeg fik øje på hende, træet, da jeg sad i en solkrog og nød den sommer, der som en dør åbnede sig på vid... Continue Reading →
Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →
”Sommerens fortællinger og energiarbejde er undervurderet”, siger hun og smiler underfundigt. Og ofte lægger vi for store byrder på sommerens skuldre.” Vi er mig og hende. Timian og jeg. Og hvem Timian er, er jeg ikke helt sikker på, men hun har rumsteret i mit indre i de forgangne dage. Hun hvisker til mig, kildrer... Continue Reading →
Der er torden i luften, luftfugtigheden er høj og morgenturen foregik i noget, der mindede om regndis. Det var lunt og vinden stille. Naturen er i venteposition. Det er faktisk behageligt vejr, jeg kan mærke mig selv falde til ro i det, selvom der er udsigt til torden. Jeg håber at det vil regne i... Continue Reading →
I denne tid sker der en masse på det indre plan. På mange måder står det i kontrast til årstiden, der er lige nu. Sommer, udfoldelsen, alt det, der burde eksplodere. Mens jeg skriver det, ved jeg, at det er løgn. Det er en illusion at alting pludselig bare eksploderer og folder sig ud på... Continue Reading →
Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig? Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et... Continue Reading →
Kære ven, jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er lidt tung at... Continue Reading →
Da jeg vågnede tidligt i morges, lå jeg og lyttede til fuglenes sang. Jeg var stille indeni og kunne fornemme morgenens dans, der udspillede sig udenfor. Hvilken salig ro. Min første tanke var, hvor befriende det dog ville være at slippe det hele og bare levet livet fra øjeblik til øjeblik. Alt det, vi holder fast... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 