Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Den samme nat opdager jeg, hvorfor det hedder rævesøvn og det er ikke den forklaring, jeg fik som barn. Det handler ikke om at lade som om man sover. Jeg sover skam under tiltagende måne og til lyden af vindens sang. Uglen er tæt på, hendes lyd fylder i natten og den beroliger mig på... Continue Reading →
Hun letter fra træet og jeg ser hende først igen den samme aften, da jeg træder ind i spisestuen for at spise middag. Værtinden serverer græskarsuppe til forret med ristede kerner som topping. Gwyneth November er kvinde igen, nu iført en grøn kjole med dyb udskæring og en kæde om halsen. Vedhænget er en frø... Continue Reading →
Jeg har arbejdet på det i et stykke tid og er både stolt og glad over nu at kunne løfte sløret for mit nye skriveforløb. Det hedder Fortællerskens Årshjul og er kulminationen af mange års arbejde med intuitiv skrivning i pagt med årshjulet. Det har længe været et ønske at kunne tilbyde et skriveforløb, som... Continue Reading →
Mørket er tæt, nattens rum omslutter mig og da jeg hører trin på trappen og en dør åbne og lukke, tilskriver jeg det en drøm. For sådan bliver natten på tidspunktet for Samhain, hvor væggene mellem verdener er tynde og lukkede døre står på klem. Der er tydelige drømme. Jeg svømmer gennem nattens bølger og... Continue Reading →
Nogle siger at han er stjernebillede, men han er også en frænde, som jeg møder ved broen til vinter. Det er Samhain og mørket er tykt og ufremkommeligt. Værelset har intet vindue og ingen vægge, alt er sort. Jeg taler med mine afdøde slægtninge og beder dem om hjælp. Senere dukker han op og velsigner... Continue Reading →
Jeg har skrivebog og pen med mig, gaven fra Dråbefangeren, og samme aften tager jeg den frem fra rygsækken og placerer mig ved bordet under vinduet. Det er mørkt nu og udsigten slettet, men da jeg åbner vinduet, kan jeg høre havets beroligende buldrende i det fjerne. Jeg er mæt af mad og vin serveret... Continue Reading →
Da sker det, at hun banker på min dør nogle minutter før midnat. Det er fuldmåne og tid til at betræde natten under åben himmel. Jeg skynder mig at tage tøj på og følger efter hende ned af trappen og ud i sølvlyset gennem den åbne hoveddør. Katten smutter forbi os og løber gennem haven... Continue Reading →
”Sæt farten ned og lad mig hjælpe dig”. Det er ordene, jeg hører, da jeg åbner vinduet i soveværelset og lukker daggryet ind. De svæver som dugkorn, jeg stikker hovedet helt ud og lader dem lande på tungen som snefnug en vintermorgen. Jeg råber ja tak, for jeg aner ikke mine levende råd. Når en... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Der er dage foran ilden i pejsen, hvor rejsende kvinder hviler ud, nætter med urolig søvn og stormvejr, som hyler i huset. Hvor rejsen ned at trappen og ind i køkkenet er nok. Hun skænker kaffe, men siger ikke noget, for hun ved at den slags dage kalder på indre næring og ro. I dag... Continue Reading →
