Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Man kunne fristes til at tro at fortællingerne fra pensionatet hænger sammen. På nuværende tidspunkt og inde i februar kunne man begynde at binde ender sammen. Man kunne nemt komme til at tage for givet og med sin hang til orden og mental forståelse forsøge at presse begivenhedernes gang ind i en skabelon. En kasse... Continue Reading →
Jeg er altid spændt på ordene og på det, der strømmer fra min pen, når jeg sidder ved bordet med udsigt til havet og lader komme. Ser du, det er ikke et spørgsmål om at tænke og vide på forhånd, tværtimod. Det er ikke et intellektuelt anliggende eller noget, du kan planlægge ned til mindste... Continue Reading →
Du har sikkert gættet det. Jeg fik ikke skiftet at se. Det skete som altid ved midnat og jeg var uopmærksom, da vi skålede med hinanden i biblioteket. Virginia bød på Bollinger champagne skænket i høje glas, hun havde selv bagt det smukke kransekagetårn. Et par timer inden midnat forlod Scarlett os med ordene: Vi... Continue Reading →
Det er morgen, lyset er kommet, vinden har blæst skyerne bort og pletter af pink farver himlen. Vi er samlet i spisestuen, ilden buldrer i pejsen og kaffen er god. ”Det er busdag i dag” hvisker Elva i mit øre og jeg nikker, det har jeg tænkt på. Vi kunne tage en tur til byen... Continue Reading →
Det blev en fin fejring og en slags indvielse af vores tid sammen på pensionatet i kapitlet december. Drinks i biblioteket, lækker middag i spisestuen med hvid dug og levende lys. Scarlett holdt tale om rejsende kvinder og livets tærskler. Om døre, der kommer til syne i tågen og åbninger, man ikke så før. ”Vi... Continue Reading →
”De kort, der trækkes til dig på din fødselsdag, har ekstra stor betydning”, erklærer Scarlett December, mens hun vender de tre kort i stearinlysets skær. Vi sidder i et værelse, jeg ikke vidste fandtes. Hun kalder det tarotrummet. Tunge mørke gardiner for vinduerne, en bogreol med bøger, tarot- og orakelkort. Et rundt bord med hæklet... Continue Reading →
Jeg har svært ved at koncentrere mig om bogen og lægger den konstant fra mig for at se på uret. Tiden står nærmest stille, men for hvert minut der snegler sig af sted, stiger spændingen. Hvem mon hun er, kvinden med den grønne frakke som er flyttet ind på værelse nummer 2? Udenfor er mørket... Continue Reading →
Månen er næsten fuld, jeg ser hende fra mit vindue. Stille forsvinder natten, jeg er stået tidligt op og møder dagen ved havet. Det blæser kraftigt, der er fralandsvind og vinteren venter i kulissen. Jeg skutter mig i min frakke og siger min intention højt, så havet kan høre. På hjemvejen går jeg tværs over... Continue Reading →
Det forbavser mig, at hun ikke er i spisestuen, da jeg træder ind den næste morgen. Men da jeg ser hendes stambord, forstår jeg det. Hun har allerede været her og er gået videre. Koppen er tom og der er krummer på tallerkenen, en sammenkrøllet serviet ligger på bordet. Skuffelsen er stor. I det samme... Continue Reading →
Der er gået en uge og den har været uden fortællinger. Pensionatet ligger badet i morgensol. Jeg snuppede en kop kaffe, inden jeg gik ud, morgenmaden må vente til senere. Det er lunt for årstiden og vinduet stod åben i nat, jeg hørte uglen fra sit sted i mørket. Hun kaldte i timen inden daggry.... Continue Reading →
