Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
Det er et spørgsmål om at lytte. Du hører med pennen, mens du skriver dig ind. Du skal ikke tænke og regne den ud, du følger det dybe flow bag mylderet af tanker. Lad sangen synge dig. Den kunst kan du lære at mestre. Din intuition er stærkere end du tror. Af ord er du... Continue Reading →
You must pick a flower and let the story tell you. Det er Hind igen, den gode Eilid, datter af dansende mysterier. Det er søndag morgen og jeg er vendt tilbage, ude af stand til at glemme det særlige sted. De slanke planter med hvide blomster står stille, som venter de på noget. ”Eller nogen?... Continue Reading →
I ugen, der gik, fik jeg øje på filteret. Det har været dér hele tiden, men først nu bliver det tydeligt for mig. Jeg ønsker ikke længere at leve gennem filteret. Det øvede jeg mig på som dagene gik og lyset stod op og gik ned over Rømø. Fra tågen lettede og solen brød frem.... Continue Reading →
Morgenen er stille som en dør, der ikke knirker. Lydløst går hun ind. På bordet ligger æsken med tændstikker, hun tænder de to lys. Bag hende lukker døren sig. Stille. ”Nu er du her” siger han og træder frem fra træerne i det landskab, der toner frem mellem linjerne. ”Du kom.” Hun nikker, det kan... Continue Reading →
Der findes en hund som hedder Cù. Han holder til i landet mellem verdener og det kan ske, at du møder ham på din rejse i Det Magiske Univers. Pludselig toner han frem mellem skygger i skumringen. En hund, tænker du, det er alt for almindeligt, ja lidt kedeligt endda. Du drømmer måske om et... Continue Reading →
”Denne morgen er en invitation.” Vi mødes ved daggry, vinden er iskold og vejen glat. Han fylder i landskabet på samme måde, som ilddragen gjorde det, men her er elementet jord. Roen damper fra hans varme krop. Dagen står åben. ”Nå” fortsætter han og kommer et skridt nærmere over det våde græs på engen. ”Tager... Continue Reading →
I dag vil jeg skrive noget fint og kærligt til mig selv, jeg vil åbne mit hjerte for glæden. Vinden kommer fra vest og er iskold. I øst er solen gledet til himmels, lyset er skarpt og skygger danser. ”Hvor skal du hen?” spørger vinden ivrigt, rusker i min hætte og får øjnene til at... Continue Reading →
”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →
Solsorten i al sin pragt. Den Sorte Druide. Jeg bliver glad for at se ham og høre hans sang. Han kalder fra tusmørket, inden lyset har fundet sin sprække. Han synger sin sang. Det blå mørke omslutter os som en dyne, selvom vi for længst er stået op. Søvnen var gavmild og jeg føler mig... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 