Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Gå ud og find odderen” er ordene til den musik der spiller i morgenlyset. Det er diset, det er fugtigt, det er koldt. ”Find odderen, for han er den, du skal tale med i dag. Det er længe siden, I to sidst stak hovederne sammen, nu er det tid igen.” Tanken fylder mig med lige... Continue Reading →
”Det er overvældende”, jeg betror mig til Each, som er mit daggrys vidne. ”Jeg føler mig helt ør i forsøget på at fastholde det, jeg lærte og oplevede i de forgangne dage.” Hun ser på mig med kloge hesteøjne, rolig i skyggen af den gamle eg. ”Mit kraftsjælested” siger jeg med forsigtig glæde i stemmen, men det ved hun selvfølgelig godt. ”Kan du se, hvad du er i færd med at gøre?” ”Gøre? Ja altså, jeg gør mit ypperste for ikke at tabe det igen, jeg prøver virkelig at forstå, så det ikke slipper fra mig og går i glemmebogen. Hestelatter fylder skoven, skarp og mild på samme tid, fuld af frændig venlighed ...
Noget i mig er vækket til live, spændingen er som adrenalin. Vi er på vej ind i skoven for at hjælpe manden med hætten. Vi har fået en opgave. Forbandelsen må hæves. ”Det er lige efter bogen” siger ulven henvendt til mig. Hun står foran den store sten med de forunderlige inskriptioner. Det er en... Continue Reading →
Jeg tager de første skridt og så de næste. Sollyset sniger sig ind mellem træerne og skygger danser. En kvinde begiver sig på vej. Den ukendte frænde er forsvundet, men hendes ord bobler i mit blod. ”Stol på din indre stemme. Lad aldrig mere tvivlen indfange dig og gøre dig svag. Du er stærkere end... Continue Reading →
Dér står hun med hemmeligheden i månens sidste lys. Dag afløser nat og vi mødes i et glimt af lykke. Et strejf af noget andet, et kærtegn og en stemme, der hvisker kom. Nu skal du bare høre. Det er hende, Tranen, på ét ben i vandet, tålmodighed og årvågen som få. Afslappet i krop... Continue Reading →
Der var engang en kvinde. En modig og skriveglad kvinde fuld af længsel efter at folde sin sande sjæl ud og lade dens fortællinger skrive. En kvinde, som helt instinktivt have en forståelse af, at eventyrets kraft kunne hjælpe hende med den intention. At eventyret ville skænke hende helt særlige værktøjer som hun også kunne... Continue Reading →
“You are on the verge of a miracle” “Du star på kanten af et mirakel.” Laksen kan mange sprog, men han er mest hjemme i vandsprogets sfære. Uventet måske, men han er god at konsultere, når det handler om hjerteanliggender og følelsesmæssig intelligens. Mine ord får ham til at klukle. Højt. Lakselatter fylder rummet og... Continue Reading →
Jeg er tilbage ved bordet i min skrivestue og gennemfører de små ritualer, som er med til at åbne døren og genskabe forbindelsen. Døren til det magiske rum, porten til skriverejsens udspring. Skrivelysene, kortene og stenene i deres mønster, hver eneste symboliserer et ord, som har været mit solhvervsord på den indre rejse i de... Continue Reading →
Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →
På et tidspunkt, hvor Merkur var i retrograd og der var klumper i kommunikationen, sad en kvinde bag sit skrivebord og komponerede et nyt skrivecirkelforløb for kvinder. Det skulle blive en selvstændig fortsættelsen af Fortællersken I, Intuitiv Skrivning. I det nye forløb skulle en særlig ingrediens på banen, en helt særlig kraft. Eventyret. Det skete... Continue Reading →
