Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
“På dette sted skilles vores veje” siger Tarbh nøgtern, ”jeg har givet dig det, du skulle lære lige nu. Men det er for tidligt at bevæge dig ud på hovedvejen, Each er der ikke, det er ikke tid endnu. I stedet vil din vej føre dig til Lysets Lund, hvor du kan gøre et hvil... Continue Reading →
Han er her stadig på tredje dagen, Tarbh. Og han sagde da også, at den frænde du møder på en måneds første dag, vil komme til at spille en betydelig rolle i den kommende tid. Han synes at have sans for det gode i livet og her hjælper poesien ham til sanseligt fokus. Jeg kan... Continue Reading →
”Vælg den vej, som får dit hjerte til at synge. Det er nøglen.” Tyren Tarbh og jeg går langsomt ud af den støvede landevej og ind i dagens første timer. Jeg føler mig forunderlig tryg i hans selskab, den mægtige tyr som har en svaghed for poesi. ”Og den svaghed er min styrke” ler han,... Continue Reading →
Jeg forlader lunden og går tilbage til stien, som fører ud til hovedvejen. Her venter hesten Each på mig, hvis det altså er tid. Solen er stået op over trætoppene og da jeg har besteget en lille bakke, er der pludselig udsigt til gyldne marker og modent korn. Han står afventede på den anden side... Continue Reading →
Det er tidlig morgen, da jeg ror tilbage til vigen og det åbne hav lukker sig bag mig. Jeg er tilbage ved vandhullet, som frøen kalder magisk. Jeg lægger båden til i sivene og da jeg igen står på landjorden, sejler jorden stadig under mig og følelserne skvulper. Med usikre skridt går jeg af stien... Continue Reading →
På julis 16. dag indvier jeg en ny skrivebog. Endelig kan jeg træde fra tærsklen og ind i en ny begyndelse. Jeg tøver lidt, uvidende om næste skridt og pennestrøg, men det sker næsten helt af sig selv. Jeg skal bare holde pennen. En streg i sandet og fodspor, som viskes bort af bølgerne på... Continue Reading →
Noget er anderledes her til morgen, energien er skiftet og jeg mærker et blidt strejf af håb som en brise gennem det åbne vindue. Det er sidste dag med Merkur i retrograd og jeg tænker på, hvad jeg lært gennem de uger, hvor han dansede baglæns. Merkur. Jeg forstod efterhånden, at vi ikke kun bliver... Continue Reading →
Uden skrivningen og mine morgenritualer ville jeg blot skøjte på overfladen af længslens tågede kyst. Mit skib ville aldrig finde sin havn, hvor jeg kan få fra borde og udforske de indre landskaber. Skrivningen er som en kraftfuld fiskestang, men den er også et anker til en dybere sandhed. Det er morgen og vinden er... Continue Reading →
Duggen driver ned af vinduerne, gennem skæve streger og dråbemønstre kan jeg skimte de høstede marker og træerne i horisonten. Jeg sidder med pennen i hånden og lytter til morgenstilheden, fuglene er afdæmpede nu, hvor efteråret er på vej. Lytte, lytte efter hendes stemme efter dage ved fjorden, efter gåture langs kysten og vandets element.... Continue Reading →
Skønne kvinde, din tid er kommet, løb ikke længere fra dig selv. Frygt ikke din alenehed, thi den er udgangspunktet for nye og stærkere relationer. Du hørte rigtigt, jeg kaldte den din hellige ensomhed. Den er et alter. Den kvinde, du vandrer med gennem skov og krat er din bedste ven, men du så hende... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 