Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg har ikke altid stolet på min intuition, men den har altid været dér. Stærk, stædig og kraftfuld gennem de mange år, hvor jeg ignorerede dens kald. Du kender det måske? Det er ubelejligt at man bliver opfordret til at gå mod strømmen. Det er farligt, når man kaldes til at være den, der stritter... Continue Reading →
Jeg tror den bor et sted i haven, hvis ugler altså har et særligt sted, de kalder hjem. Det går op for mig, at jeg ikke ved så meget om ugler endda, bortset fra deres særlige evne til at vende ulempe til fordel. Nu stiger solen et sted i øst bag pensionats trævægge og lyset... Continue Reading →
Den kommende morgen vågner jeg ved, at regnen trommer mod ruden. Jeg kan høre dråberne og fornemme fugten, som har lagt sig over landskabet. Endnu er det mørket, men snart vil lyset komme kravlende ind over klitterne. Snige sig op af havegangen og lægge sig et sted i haven. Horisonten vil være diset, havet skjult... Continue Reading →
Det er morgen, lyset er kommet, vinden har blæst skyerne bort og pletter af pink farver himlen. Vi er samlet i spisestuen, ilden buldrer i pejsen og kaffen er god. ”Det er busdag i dag” hvisker Elva i mit øre og jeg nikker, det har jeg tænkt på. Vi kunne tage en tur til byen... Continue Reading →
Et stykke nede af vejen bag pensionatet findes en eng. Bag stendige og vejtræer flyder den som havet ind i uendeligheden. Grøn hele året, når sneen ikke dækker den og det gør den ikke i dag. Det er vådt og blæsende, en af de dage, hvor det ikke bliver rigtigt lyst. Alligevel tager jeg regntøj... Continue Reading →
Gwyneth opfordrede os til at gå ud i naturen og mærke novembers energi. Jeg slentrer langs stranden i finregn og dæmpet lys og lader det være min intention. At mærke energien og forbinde mig til den. Det er her kraftpunktet er. Intention er at være forbundet. Mine skridt bliver uvilkårligt langsomme, jeg stopper op flere... Continue Reading →
Ved nymåne finjusterer jeg min intention. Jeg ved, at det kræver mod at blive på pensionatet og fortsat deltage i Gwyneths subtile undervisning. Det er op til mig, hvad jeg vil have ud af undervisningen. Med svanen som frænde falder jeg i dyb søvn og svømmer i et hav af drømme. Ulven kommer til mig... Continue Reading →
Jeg er hende der bryder sneen. Som den første forlader jeg pensionatet og træder ud i kulden. Hue, halstørklæde, vanter, alt er på plads. Mine støvler sætter spor på havegangen, igen er lågen min tærskel, jeg træder ud i vinterlandskabet med et suk. Energien er skiftet, stilheden i landskabet er markant, sne dæmper lyde og... Continue Reading →
Den næste morgen er der faldet sne, lette fnug falder fra skumringshimlen. Haven har skiftet udseende og er klædt i hvidt. Efterår er blevet vinter. Vi er tæt på nymåne og jeg mærker den indadvendte energi som modstand mod at stå op og blive konfronteret med Gwyneth og Maize i spisestuen. Søndagens måltider sørgede vi... Continue Reading →
Så lærte jeg det. Vejret er ingen undskyldning. Og som man siger ”walk your talk”, jeg så Gwyneth midt om natten ude i stormen. Hun lever sin visdom. Hun er sin vej. ”En ægte fortællerske skriver i al slags vejr”, sagde hun og forlod det gamle bibliotek uden at se sig tilbage. Det må være... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 