Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Denne morgen tænder jeg skrivelyset, udenfor siler regnen ned. Dæmpet lys, lyd af regn og diset udsigt mod øst. Dagen er ankommet svøbt i regntøj og med paraply. Den nikker venligt til mig, mens den med langsomme skridt går forbi. Kommer du med? Dagen har gummistøvler på, håret udenfor hætten er vådt. Lyt til regnen,... Continue Reading →
Da jeg vågner, dukker en tanke straks op. En tanke, der mere er som tale. Som om nogen siger til mig: I dag gør du noget andet. Du går en anden vej. Jeg havde tænkt mig at gå til havet og morgenbade som altid, men jeg lytter til stemmen. Den er tydelig og klar. Tøvende... Continue Reading →
Næste formiddag går jeg vejen frem til lågen i skoven. Jeg vil besøge Cailean og spørge ham til råds. Det er længe siden, jeg var her sidst, nu er både eng og skov tilvokset og jeg kan dårligt se den. Lågen. Men jeg ved den er dér. Den knirker som velkomst og jeg træder ind... Continue Reading →
Der er så meget modstand, at jeg beslutter mig for at droppe det hele. Hvad har jeg dog gang i? Hvorfor i alverden skal jeg mødes med Ravnen i skumringstimen og lade mig indvie til Eneboerens Spor? Det lyder så trist. Godt nok er jeg introvert og elsker mine stunder uden andet selskab end mit... Continue Reading →
Himlen er rød mod øst, som ild brænder den mellem træerne. Men morgenen er kold. Den aftagende måne hænger højt mod vest, lyset breder sig og sort fugl flyver på tværs. Luften er klar og kølig, jeg har fundet huen frem. Morgenturen er den samme, jeg går ned til landsbyen og tilbage igen med hunden... Continue Reading →
Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →
”Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort.” - Astrid Lindgren, Brødrene Løvehjerte – Ægte mod er ikke tappet for frygt, ægte mod er at gøre noget alligevel, selvom frygten bider i hælene. Og det er præcis sådan, det er.... Continue Reading →
”Lyt til regnen” sagde Natalie Goldbergs engelsklærer til sin klasse og slukkede lyset i klasselokalet. Udenfor silede regnen ned. Hans elever var forbløffede, for de skulle hverken skrive essays eller fortolke tekster. Det var heller ingen test. Han bad dem simpelthen om være stille og blot lytte til regnen, til lyden af de dråber, der... Continue Reading →
Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 