Modstandens spind

Der er så meget modstand, at jeg beslutter mig for at droppe det hele. Hvad har jeg dog gang i? Hvorfor i alverden skal jeg mødes med Ravnen i skumringstimen og lade mig indvie til Eneboerens Spor?

Det lyder så trist. Godt nok er jeg introvert og elsker mine stunder uden andet selskab end mit eget. Men ligefrem at gøre det til mit speciale? Aleneheden? Modstanden banker som bølger i mit bryst. Det er stormvejr og min båd kæntrer. Jeg fortæller mig selv, at jeg har brug for et godt aftensmåltid, et glas vin og selskab. Jeg har brug for at gå tidligt i seng og sove.

Jeg lægger mig på sengen og lukker øjnene. Hjertet hamrer i brystet. Det er ud på eftermiddagen og jeg har fået kolde fødder. Min blidedag er blevet alt andet end blid. Samtidig ved jeg, at mødet med Ravnen ikke var tilfældigt og at modstand og frygt ofte er et frygteligt godt tegn i tilfælde som dette. Jeg er på vej ud af min komfortzone. Jeg slår ind på en vej, der er min at gå. Men jeg kæmper med det. Tanken om Cailean i skoven og at jeg skal kopiere hans levevis og måde tiltaler mig ikke. I øvrigt er jeg vred over, at han er en mand. Jeg har brug for en kvinde som forbillede, ikke endnu en autoritær faderfigur.

Men jeg går alligevel ned til stranden, da skumringstimen nærmer sig. Da jeg kommer ned af trappen, stikker Virginia hovedet ud af køkkendøren og ser smilende på mig.

”Jeg sørger for, at der er en portion mad til dig, når du kommer tilbage” siger hun bare og lukker døren igen. Forbavset stopper jeg op og glor på den lukkede dør. Hvor ved hun fra, hvad jeg skal? Ingenting er tilfældigt på Pensionatet.

I skumringen ser alting anderledes ud. Landskabet bader i tvelys. Jeg går med tunge skridt ud af havegangen og åbner den knirkende låge. Bag mig ligger Pensionatet, varmt lys strømmer ud fra køkkenvinduet. Derinde går en skygge rundt. Virginia er i færd med at lave mad. Det flakkende lys fra spisestuen indikerer, at der er tændt op i pejsen og at levende lys står i stager og hygger. Du har sikkert gættet det. Jeg har ikke lyst til at være ude nu. Jeg er træt og forkommen. Urolig over det, der venter mig og træt ovenpå min forkølelse. Dårlig ide Ravn, mumler jeg, men jeg går alligevel videre.

Hun er dér allerede. Ravnen er landet i sandet.

”Godt du klarede den?” siger hun henkastet. ”Ikke alle ser gennem modstandens spind.”

”Men modstand kan vel også være godt?” Jeg står nu foran hende i tvelyset. Solen har farvet en rødlig linje i horisonten dér hvor himmel møder hav. Inden længe er det helt mørkt, men lige nu danser skygger i klitterne. Luften er fugtig og jeg kan lugte røg.

”Modstanden gør sit” svarer hun bare. ”I dit tilfælde viser den dig, at der er noget på spil, som vil sætte dig udenfor din komfortzone. Det kan være en kropslig reaktion på et kald fra sjælen.”

”Et kald via modstanden?”

Ravnen nikker. ”Men lad os ikke spilde tid med at fabulere om modstandens væsen. Du er kommet for at blive indviet til Eneboerens Spor.”

Jeg nikker. Har jeg egentlig noget valg?

”Altid” svarer hun. Måske har Fionnuala været i lære som tankelæser hos hende? ”Er du i tvivl om din vej?”

”Jeg har en udfordring med ikke at vide, hvad jeg egentlig går ind til. Om det virkelig er noget for mig?”

”Du kan jo give det en chance. Spørger du mig, er du nemlig perfekt til det, der venter dig og hvad mere er. Du vil lære at elske det.”

”Lære at elske?” Den tygger jeg lidt på. ”Hvordan foregår indvielsen så?”

”Ved at du lægger dig ned i sandet, lukker øjnene og lytter til det, jeg nu vil forkynde.”

”Så du er ceremonimester?”

”Læg dig nu bare ned. Stol på mig og lad modstanden fare.”

Hvad der siden sker, kan jeg af sikkerhedsmagiske grunde ikke afsløre. Jeg kan blot fortælle dig, at jeg efter ceremonien rejser mig fra sandet og er forandret. Væk er modstanden. Jeg børster sand og tvivl af mine regnbukser og jakke og siger tak til Ravnen for det, hun gjorde for mig.

Jeg er blevet klar til at gå i Eneboerens Spor. Som Ravnen foreslog vil jeg give det en chance. Hvad har jeg at miste? Og hvad Cailean angår er det nok også på tide, at jeg får gjort op med mine udfordringer med maskuline autoriteter. Her er en skygge at danse med. Her er en åbning.

Tilbage på Pensionatet går jeg ind i køkkenet, hvor Virginia er ved at rydde op. De andre er for længst gået tilbage til deres værelser. Hun smiler til mig og gør tegn til, at jeg skal sætte mig ned ved køkkenbordet. Her serverer hun et glas vin, et glas vand og en skålfuld velduftende dhal med reita. Det smager guddommeligt. Den nat sover jeg som en sten.

Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Pensionatet
29. marts 2023

Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt.
Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort.”
– Astrid Lindgren, Brødrene Løvehjerte –

Ægte mod er ikke tappet for frygt, ægte mod er at gøre noget alligevel, selvom frygten bider i hælene. Og det er præcis sådan, det er. Vi kan ikke undgå at mærke frygt, når vi kaster os ud i gerninger, hvor der er noget på spil. Vi kan ikke gå gennem livet uden at tage chancer og træde ud af vores komfortzone uden at frygten banker på og har en finger med i spillet.

Den findes, vi mærker den og det er en del af eventyret. Ikke mindst i den første kreative fase, hvor vi bevæger os i uvished og på usikker grund.

Feel the fear and do it anyway.
– Susan Jeffers – 

Det er med skrivningen som i livet

Hvilken drejning vil fortællingen tage, hvordan vil ordene falde og lyde og vil det give mening til sidst? Og hvis vi ovenikøbet sætter os selv mål som at gå ud til offentligheden med vores kreative gøremål og anstrengelser, hvis vi udsætter os selv for kritik og andres krævende øjne, jamen så kan det næsten blive for meget. Frygten for at fejle tuder højere end uglen på kolde vinternætter. Og den angst kan lamme os fuldstændigt.

Så er det måske bedre helt at lade være? Nej vel?

Skab dit eget kærlige kreative rum

Gør det for dig selv. Skab et kærligt rum i din egen skrivestue og ikke mindst i dig selv, hvor du giver lov til udfoldelsen i den første kreative fase og hvor din indre censor hverken får ordet eller et ben til jorden. Lad din intention føre dig på vej.

For når nu du ved, at frygt og modstand hører med, så ved du også, at det er helt normalt at mærke den, når der er noget på spil og du bevæger dig ud af tryghedens og/eller skriveblokeringens trygge bur og begiver dig ud i den første kreative fase. Når du mærker frygten, er der noget på spil. Og det kan du lære dig selv at leve med og bruge aktivt endda.

Nå, dér var du igen kære frygt, så er jeg sgu nok på rette spor! 

Et levn fra gamle dage

Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo, på sikker grund.

Engang har stemmen nok hjulpet os og forhindret os i at gøre dumme og farlige ting, men i dag er den ofte en forhindring for handling og for at træde ud af vores komfortzone og få gjort det, der kan udvikle os og sætte os fri af fortidens historier. Når du bevæger dig i retning af noget nyt, kommer stemmen med sine velkendte argumenter og advarsler. Også på skriverejsen. Og den er snu og kommer i mange afskygninger og forklædninger. Den kender alle de gamle historier og ved, hvordan de skal serveres.

Kender du det?

Den indre censor har også en stor del af skylden for, at vi ikke rigtig kommer i gang med vores skriverier eller fortsætter, når vi er kommet i gang. Den elsker kontrol og er hurtig til at bedømme det, der folder sig ud på papiret. Den kan janteloven udenad og gør alt for at være lyseslukker, så vi ikke får skrevet os fri og kommer derud, hvor der virkelig begynder at ske ting og sager. Den vil jo helst have, at vi bliver hvor vi er.

Når vi lytter for meget til stemmen, bliver vores sprog i bedste fald en smule stift og uden sjæl. I værste fald kan den være skyld i skriveblokering, modløshed og sågar depression. Og vi bliver så pokkers misundelige på alle dem, som tilsyneladende bare skriver og øser af gode og flydende fortællinger. Har de da slet ikke en indre censor?

Indre-Censor-Dagbog

Jo. Alle har en indre censor. Og det er ikke en stemme, vi bare sådan kan slippe af med. Det hjælper heller ikke at kæmpe imod den, kamp gør den bare endnu stærkere og endnu mere snedig. Men vi kan benytte os af metoder og tricks og dermed undgå, at den indre censor kommer til at bestemme over vores liv, forhindre os i at gøre det, vi drømmer om og skrive fra sjælen og hjertet.

Identificer din indre censor og skriv den

Den indre censor mister meget af sin kraft i det øjeblik, vi identificerer den. Så begynd at lægge mærke til, hvornår den dukker op. Du kan simpelthen vælge at lave dig en slags ”Indre Censor Dagbog” og skrive ned, hver gang den dukker op.

• Hvornår dukker den op?
• Hvordan føles det? Gå helt ind i kroppen og beskriv de følelser, der opstår, når stemmen dukker op.
• Føles kroppen tung? Er der smerter? Irritation?
• Og hvad siger den indre censor, skriv det ned også. Alle de ord, den typisk bruger, lær dem at kende.

Gå på opdagelse og gør det til en vane at notere det, stemmen siger og gør. Det svækker dens kraft, for den bryder sig nemlig ikke om at blive afsløret. Og du bliver så i stand til at træffe andre valg – blandt andet at fortsætte med at skrive.

Bestil gerne min eBog om “Din indre Censor”. Den er god og gratis.

Jeg har skrevet en lille eBog om Din Indre Censor. Den er god og gratis og så er den fuld af små øvelser, som du kan bruge på din skriverejse. For når du lærer din indre censor at kende og opdager, hvor hård du er ved dig selv gennem stemmen, der hamrer og banker sin frygt ind i dig, så kan du gøre noget med det. Du kan skrive om det, lege med og lære den indre censor at kende for hvad den egentlig er.

Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com og få dit gratis eksemplar.

Natalie Goldberg siger det således:

“If you are not afraid of the voices inside you, you will not fear the critics outside you.”

Skriv fra hjertet, skriv din sjæl

Når vi skriver fra sjælen uden ønske om accept eller anerkendelse, men blot fordi vi elsker at skrive og lade kreativiteten strømme gennem os, frigøres en vældig kraft. Alt det, vi holder så krampagtigt fast i, fordi vi ønsker at være accepterede i en bestemt form, en slags identitet, kan vi give slip på og i stedet lade kreativitetens kraft virke gennem os. Den kraft har intet andet formål end at skabe og udtrykke sig.

Når vi skriver uden at dømme os selv, kan vi efterhånden skrive os fri og heale de skader, der opstod, fordi vi gentagne gange blev bedømt, vurderet og fik lidt for mange kommentarer med på vejen. Bødlen eller dommeren kan sagtens have været klasselæreren, en forælder eller andre, som bare lige synes, at de skulle give deres besyv med.

Selv tilsyneladende velmente kommentarer kan have gjort skade og ros har måske givet sår på sjælen, fordi vi uden at være bevidste om det, begyndte at føle os afhængige af, at nogen kan lide os.

Hvis det, vi skriver og skaber er afhængig af andres billigelse og kærlighed, er det en kærlighed fuld af betingelser og skabelsen er ikke længere fri. Vi forsøger bevidst eller ubevidst at skrive noget, som gør os værdige i andres øjne og vi bliver afhængige af den ros, som vi kan blive det af stoffer, alkohol eller betinget kærlighed. Vi klipper hæle, hugger tæer og sælger ud af vores sjæl.

I rigelige mængder

Hverken ris eller ros hører til i sjælens kreative land, for her strømmer kærlighed og skabelse i rigelige mængder. Det er fristende at søge anerkendelse udenfor sig selv og vi kan blive så pokkers afhængige af likes og hurraråb, men i sin reneste form er kreativiteten ikke afhængig af nogen form for bedømmelse eller dom. Det er ønsket om at give udtryk for sig selv, der får sjælen til at udfolde sig kreativt, det er en dybfølt længsel, der strømmer fra et sted i os, hvor alting ender og begynder.

Vi sætter fri og bliver en del af noget større

Egoet vil være. Nogen. Noget. Det er egoet, der bygger en identitet op omkring gøren og laden og det er egoet, der gerne vil vise produktet frem og være noget ved musikken. Men sjælen vil egentlig bare skrive. Den vil lytte til livets musik og være en del af en større komposition. Den tager imod og åbner sine arme og sit hjerte. Den har ikke behov for at eje og den har på ingen måde brug for at identificere sig. For jo mere, vi identificerer os, desto mere bundne og ufrie bliver vi. Men sjælen er fri og når vi lærer os selv at skrive fra sjælen, bliver vi en del af en vidunderlig frihed, hvor ingenting kan ejes eller sættes i bås.

Vi tager imod og vi lader komme. Kreativitet, ord og skriverier strømmer igennem os og eftersom vi ikke skriver for hverken ros, anerkendelse, ris eller kritik, sætter vi os selv fri og kan skrive flydende og intuitivt. Vi tør nu lege og udforske, vi går på opdagelse og med nysgerrighed og åbenhed overfor det, der sker i mødet med kreativiteten, sætter vi fri og bliver en del af noget større.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik

Men friheden er ikke det eneste, vi oplever, når vi skriver og skaber fra sjælen. Vi forankrer os samtidig i nuet, det skabende øjeblik og bliver således med Alt, der er. I det møde er vi ét med selve skabelsen og vil oftere og oftere opleve, at vi bliver det, vi skriver. Vi kommer helt ind i de landskaber, vi skriver os igennem, vi genopstår som træer, fugle eller fisk gennem ordene og uden egentlig at ville det, ender vi ofte med at skrive vores egen visdom.

Det pibler frem mellem linjerne som små kilder, der før var spærrede eller udtørrede. Det er som om noget har gemt sig bag tunge tanker og forputtet sig af skræk for at blive dømt.  Og selv en rose kan give dybe rifter i hjertet, for også roser har torne. Vi bliver alt for hurtige afhængige af de roser og vi udsætter vores kreative skriveudfoldelser for mægtige rutsjebaneture, når det handler om konstant at skrive for at høste ros og anerkendelse og ikke fordi vi elsker at skrive, har lyst og ikke kan lade være.

Sjælens og hjertets visdom er for alle

Vi forankrer os i nuet. Vi bliver nærværende med os selv og gennem de ord, der nu strømmer ud på papiret, er vi ikke længere adskilt. Og eftersom vi nu ikke skriver med et bestemt mål for øje, men har hengivet os til processen, vores eget dybere formål, og er nysgerrige efter, hvad der mon sker, når vi giver lov og sætter fri, er vi som opdagelsesrejsende i vores eget skrivende landskab. Det er ikke alt, vi skriver, der skal ses eller læses af andre end os selv, men efterhånden vil vi sandsynligvis opleve, at den visdom, der strømmer fra vores sjæl også vækker genklang og skaber længsel hos andre. Vi oplever også, at vi pludselig tør vende os ud. Vise os og det, vi skabte, det vi lod skabe gennem os.

Smukt, hvis det du skriver kan inspirere andre, men …

Lad endelig skrivelængslen smitte og del gerne dit hjertes visdom med andre. Men del med omtanke og gør det uden nogen form for forventning. Kan det inspirere andre, smukt, hvis ikke, så har det inspireret dig selv. Når du skriver fra sjæl og hjerte og virkelig er dit budskab og dine ord, når du lader ordene danse og bliver den dans, så når du også andre sjæle og hjerter med dine ord.

Og dine ord bliver deres gennem den genklang, de vækker. For husk, vi identificerer os ikke længere og tager ikke patent på vores egen måde eller visdom som sådan. Den er for alle og til alle. Den åbner hjerter og får sjæle til at komme ud af deres skjul. Den vækker kærlighed og der er så rigelige mængder, når vi åbner op og lader strømme. Kreativitet. Kærlighed.

Men vi skam har hver vores skrivestemme

Når det er sagt, så har vi alle hver vores stemme. Ikke to stemmer er ens, selvom de måske skriver og fortæller om lidt af det samme. Så du skal ikke blive bange for, at nogen kommer og hugger det, du skriver eller fortæller om. Der er ingen, der kan stjæle dig eller tage din sjæl i pant. Det, du gør, på din måde, er unikt, men det du skriver og fortæller om, når det stammer fra sjæl og hjerte og har til hensigt at inspirere, åbne hjerter og give mod, er for alle. Det er samme Kilde, vi trækker på og kommer fra. Og jo mere vi tapper af Kilden, skriver og skaber, desto mere er der er at skrive og skabe. Kreativitet avler kreativitet.

Skriveskolen for Fortællersker

På Skriveskolen for Fortællersker sætter du din indre fortællerske fri. Enten på en skriverejse alene (Fortællerskens Årshjul) eller i et af mine online forløb, hvor der er en ydre cirkel (et hemmeligt rum på Facebook). De rum holder jeg med næb, kløer og kærlighed.

Herunder får du en liste over kommende skrivekurser på min skriveskole. Kom med, hvis det kalder.

Skriveskolen for Fortællersker
Forår/Sommer 2023

---

FORTÆLLERSKENS ÅRSHJUL

Cyklisk skriveforløb for kvinder
Nye deltager starter den 1. april 2023

Pris pr. kvartal
DKK 650,-

Pris / årskort
DKK 2200,-

Betaling sker via MobilePay 29476483 eller bankoverførsel. Du modtager altid en bekræftelse med faktura ved tilmelding.

Du kan løbende tilmelde dig Fortællerskens Årshjul. Dit kursus starter den 1. i måneden som du ønsker.

Forløbet er et eSkrivekursus. Du skriver alene og på egen hånd. Der er ikke en ydre cirkel.

TILMELDING FORTÆLLERSKENS ÅRSHJUL

---

Fortællerskens Sommerskriveskole

Holdstart den 5. juni 2023
Online skrivekursus for kvinder
Varighed: 5. juni – 31. august 2023

Rabat ved tilmelding senest den 15. april 2023
Pris DKK 1500,-

Rabat ved tilmelding mellem den 16. april – 30. april
Pris DKK 1700,-

Pris ved tilmelding efter den 30. april
Pris DKK 1900,-

Varighed 5. juni – 31. august

TILMELDING FORTÆLLERSKENS SOMMERSKRIVESKOLE