Tilbage på sporet

“Åh ja, nu kan jeg se det. Du er fanget i en filterfortælling. Det er næsten ligeså slemt som at være forvandlet til en sten.” Jeg løfter blikket fra asken, rejser mig og forsøger at ryste filteret af. Det er klæbrigt som harpiks. Faola venter tålmodigt på, at jeg skal komme mig, men det er... Continue Reading →

Høgen

Hulen under stjernerne er et sted på mit magiske landkort. Det kort, jeg med ord og fortællinger tegner i min rejsedagbog. Og eftersom livet er en rejse, skriver jeg i den hver dag eller så ofte, det lader sig gøre. Hele vejen gennem årshjulet. Her lærer jeg årstiderne at kende, mærker deres energi og tager... Continue Reading →

Løse ender

Venlighed er en hellig gral, skriver jeg i rejsedagbogen. Faola vækkede mig syngende og jeg gik ud fra, at vi straks skulle af sted. Forlade hulen under stjernerne og finde spejlet. Men hun fortæller mig, at hun er nødt til at gå alene. Der er noget, hun må gøre og selvom hun udtrykker det mere... Continue Reading →

Vinden og soluret

Snart sidder vi placeret rundt om soluret med lukkede øjne og fuldt fokus på at lytte til vinden. Et budskab er undervejs. Vil det nå os, er vi i stand til at høre? Det kan være svært at blive stille nok, tankerne vil gerne bidrage med slidte løsninger. Jeg slipper min irritation over at være... Continue Reading →

Vindens Eng

”På gensyn” siger vi til Skovens Hvide Damer og går mod vest. En snoet sti mellem høje graner, en ulv og en kvinde med rygsæk. Solen i syd, det er midt på dagen og rejsen er kun lige begyndt. Jeg har allerede tusinde ting, jeg kunne skrive i min rejsedagbog, men sagens alvor lader sig... Continue Reading →

Faola og vinden

Noget i mig er vækket til live, spændingen er som adrenalin. Vi er på vej ind i skoven for at hjælpe manden med hætten. Vi har fået en opgave. Forbandelsen må hæves. ”Det er lige efter bogen” siger ulven henvendt til mig. Hun står foran den store sten med de forunderlige inskriptioner. Det er en... Continue Reading →

Den hvide hind

”Husk blot en ting. Du forpligter dig til at skrive sjælens og hjertets fortællinger, når du bruger Ealas pen.” Hun flyver op gennem trækronerne og forsvinder på skjult himmel. Jeg står alene på skovstien med den smukke fjer i min hånd. Den fineste pen af dem alle. Den er fra en stolt tradition af barder... Continue Reading →

En fristelse

Han hopper tilbage til vandhullet i skyggen og jeg finder tilbage til det, jeg formoder er hovedstien. Men man ved aldrig i skoven. Skoven, så fuld af farer og fortryllelse. Lysninger, som kun findes af dem, der er faret vild. Frænder, der dukker op mellem træerne og træerne selv. Eg, bøg, birk og de stolte... Continue Reading →

Lysningen

“Din nye brik er tillid, en dybere form for tillid. Venlighed er en hellig gral, det lærte du i går. Tillid er også et bæger. Et bæger fuld af venlig godtroenhed ikke at forveksle med naivitet.” Odderen er forsvundet ligeså pludseligt, som han dukkede op. For lidt siden gik han på stien, vi havde skabt... Continue Reading →

Odderen

Venlighed er en hellig gral. Hans ord lyder som et ekko gennem skoven. Venlighed, en hellig gral. Jeg ved, at jeg har fået en nøgle til at forstå den nye skovs hemmeligheder. At venligheden er en indgang. Mine skridt går gennem tæppet af grannåle, mellem slanke stammer og nedfaldne kogler, indtil granskoven med ét hører... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑