Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det skete i de decemberdage, at jeg nærmede mig afslutningen i Dråbefangerens skrivebog. De sidste sider, så var det tid til at indvie en ny. Det er hellige øjeblikke, afslutningen og den nye begyndelse, ikke noget man skal tage for let på. Vi nærmede os Vintersolhverv, et tidspunkt at fejre, lyset fødes af mørket på... Continue Reading →
Tiden står stille på Primrose Café. Man svøbes i et klæde af sød forventning, dufte og magi. Grace holder vores hænder, ser os i øjnene og forsvinder så om bag disken og ind i baglokalet for at komponere vores te. Komponere er ordet. For Graces te er som sød musik for krop og gane. Det... Continue Reading →
Hver morgen er en ny begyndelse. Rejsen gennem natten er slut og vi ankommer til daggry og lyset. Lyset som tøver midt i december, strækker sig dovent. Energien er dæmpet. Frø har fået frost, træer står nøgne i vinden med energien i rødderne. Jeg vågner fra en ørnedrøm og ved at denne dag er noget... Continue Reading →
Jeg vågner tidligt i vintermørket og føler mig frisk. Havet kalder og jeg beslutter mig for at gå en tur inden morgenmaden. Jeg sender en kærlig tanke til Gwyneth som ofte var ude, når andre sov. Hvor er hun henne nu? Det er stadig mørkt, da jeg forlader pensionatet, men æbletræet stråler og der er... Continue Reading →
Det blev en fin fejring og en slags indvielse af vores tid sammen på pensionatet i kapitlet december. Drinks i biblioteket, lækker middag i spisestuen med hvid dug og levende lys. Scarlett holdt tale om rejsende kvinder og livets tærskler. Om døre, der kommer til syne i tågen og åbninger, man ikke så før. ”Vi... Continue Reading →
Lad mysteriet leve, lad det ånde og udspille sig gennem dig. Jeg tænker på Scarletts ord og spørger mig selv, om jeg er i stand til at holde fokus og blive i den sfære. Der er nogle dage til fuldmåne, men det er overskyet og jeg kan ikke se hende. Månen. Men jeg ved, at... Continue Reading →
”De kort, der trækkes til dig på din fødselsdag, har ekstra stor betydning”, erklærer Scarlett December, mens hun vender de tre kort i stearinlysets skær. Vi sidder i et værelse, jeg ikke vidste fandtes. Hun kalder det tarotrummet. Tunge mørke gardiner for vinduerne, en bogreol med bøger, tarot- og orakelkort. Et rundt bord med hæklet... Continue Reading →
Det er mørkt, da jeg vågner, men jeg ved at det er morgen. Spændt som en lille pige juleaften strækker jeg mig, gaber og står op. Da jeg trækker gardinerne fra, ser jeg at haven er forandret. Æbletræet er klædt i en lyskæde bestående af gyldne stjerner og fakler lyser havelågen op. På lågen sidder... Continue Reading →
Så kommer den dag, man har undladt at tænke på. Afskedens time banker på. Jeg ved det fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og trækker gardinerne fra. Det er Gwyneths sidste dag på pensionatet. Mørket er grynet blandet med lys, finregn græder. Det gamle æbletræ svajer beklagende i vinden og i horisonten svæver en... Continue Reading →
Der er tidspunkter på rejsen, hvor alting ligger gemt bag et slør af dis. Tvivlen kommer med nattevinden. Det er mørkt, det er blevet vinter. Jeg vågner brat og føler mig med det samme lysvågen, men mørket er tæt og jeg fornemmer, at det stadig er nat. En lille uro dukker op og lægger sig... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 