Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
“Det er sværere end jeg troede” indrømmer Elva ved morgenbordet. Efter regnen er luften tung af fugt og horisonten diset. Vinden er stille og skaber plads til ro. Jeg er træt, kan jeg mærke. Men det er morgen. Tidligt. Og vi har begge været vågne under fuldmånen, selvom vi ikke mødtes som vi har gjort... Continue Reading →
Du har ledt efter mig” siger hun og træder frem fra et bøgetræ. Et af dem, der tog modet til sig og sprang ud. ”Har jeg ledt efter dig?” Jeg ser granskende på hende og på det kastanjebrune hår, der danser i viltre krøller om hendes ansigt. Jeg ser ind i hendes øjne, der er... Continue Reading →
”Der er så mange udsagn om, hvad Nymånen er for en. Men du er nødt til at gøre din egen erfaring ved at følge månens cyklus. Hele vejen rundt. Og så rundt igen.” Ceridwen drikker en slurk af sin kaffe og lader sit blik vandre fra den ene til den anden. Elva, Maize og jeg.... Continue Reading →
Det er et nyt land, jeg opdager det først, da Ørnen kommer flyvende fra træerne på naboens grund og ind over marken. Noget aktiveres i mig, det indre og det ydre smelter sammen og i det øjeblik mærker jeg, hvad spirituel forankring betyder. Min fortællerskestemme lyder som en rislen fra en flod, et levende felt... Continue Reading →
Jeg så ham lette fra marken, da jeg lukkede vinduet til skrivestuen. Med gyldenbrune fjer i modlys svævede han rundt i bløde cirkler, inden han forsvandt bag træerne mod syd. Ørnen. Det var forleden dag, nu kommer han igen flyvende ind i min sfære, jeg smiler og mumler et blødt selvfølgelig. Han viste sig for... Continue Reading →
Det er køligt i morgenens første timer. Med natten i hælene kravler lyset forsigtigt op og kigger ud over kanten. Jeg var vågen ved daggry, her slap søvnen op og jeg blev et vidne til solopgangen. Bløde stråler gennem skysprækker og skyggelys af den slags, der holder på kulden. Det er køligt, da jeg går... Continue Reading →
Her er så stille, at man kan høre årshjulet dreje. ”Hvad er tid?” spørger jeg hesten Each, som dukkede op i morgendisen og blev min frænde i dag. ”Det er også et af livets mysterier” siger hun. ”Tiden går og kommer. Nu er tiden landet på sommer.” Sommer, jeg nikker, nå ja. Det har jeg... Continue Reading →
“Du glemte mig” siger Betony og ranker sig, så jeg kan se hende. ”Det må du undskylde” siger jeg. Så er vi i gang, fortællingen fejer tankerne bort og tager over. Pludselig er det en anden energi, en anden stemme. Betony rømmer sig, nu er hun ved at blive glemt igen. Ih altså! ”Det er... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Der er en længsel og et løfte. En tone, som stille synger sig selv gennem disen. Jeg mærker det, men er samtidig klar over, at dette er endnu en dag på tærsklen. Jeg svøber mig i disen, en blåhvid kåbe og traver af sted gennem pytter. Tøvejr. Det er lidt varmere nu, men luften er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 