Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Glem ikke boblen”, siger laksen og kamille nikker. Nu er hun i teen, jeg drikker, i sommer stod på hun på en eng. Hun er en af de planter, som har solens kraft med sig, hun skænker dig ro og regeneration. Laksen i søen, kamille på engen, kvinde i kold vintervind. Senere, det er søndag,... Continue Reading →
De fortællinger, du skrev engang? De fortællinger, som gik i glemmebogen. Har du læst dem for nylig? Kan du huske, hvad du skrev engang? Hvordan historiemedicinen gik i dit blod, kyssede dine ører og åbnede dit hjerte? Hvordan det, du skrev, kom bag på dig med sin forunderlige kraft og evne til at ramme lige... Continue Reading →
Nogen har foretaget ændringer, siden du sidst åbnede dokumentet. Nederst i højre hjørne står teksten og venter på, at jeg skal gå i panik. For hvem er nogen? Det er i hvert fald ikke mig. Jeg smiler, mens solen vandrer ind over hustaget og bader klitterne i blødskarpt lys, jeg registrerer den lille uro, der... Continue Reading →
Tærsklen er et forunderligt sted. Ofte opdager man ikke, at man befinder sig i skumringszonen, før noget rumsterer indeni. Er det utålmodighed? En form for rastløshed? En følelse af, at dette sted burde være udforsket nu og at man har lært de lektioner, der var et krav for videre vej? Er det et spil? En... Continue Reading →
På januars sidste dag vågner jeg tidligt og står op. Fleur følger glad efter. Udenfor er mørket blåt, vinden hyler og skyerne sejler i hast over himlen. Der er koldt i køkkenet og jeg skynder mig at tænde op i brændeovnen. Snart hoster kaffemaskinen sig selv i gang, jeg smører mig en ostemad og forbereder... Continue Reading →
Da jeg har skrevet i min rejsedagbog, bladrer jeg lidt i den og forundres. Så mange sider, så meget skrift. Det startede på kanten til november, hvor Gwyneth dukkede op og rejsen begyndte. Men egentlig startede det hele med Dråbefangeren som en slags prolog, en trylleformel, som åbnede den knirkede låge og hvor landskabet omkring... Continue Reading →
Det er Beithes sidste dag. Hun sidder allerede ved morgenbordet, da jeg kommer ind af døren. Det samme gør Maize og Elva, som begge kom hjem sent søndag aften. De havde delt en taxi fra togstationen. Jeg hørte dem på trappen og Elva stak hovedet ind for at sige hej. Hun kunne se på lyset,... Continue Reading →
Så sker det at den første frost kommer og landskabet vågner til knitrende lyde af potespor. Jeg trækker gardinet fra i værelse nummer 3 og ser det fra første sal. Et åndedrag af vinter. Det hvide skær på græsset i haven og havet, der strækker sig i vest. ”Din morgen starter med en tur ud”... Continue Reading →
Det er på en varm sommermorgen at jeg modtager det hemmelige budskab fra Tranen, hulens vogter. Det overrækkes højtideligt til mig og jeg åbner brevet, læser det og folder det forsigtigt sammen, inden jeg lægger det i den skuldertaske af slidt læder, som jeg altid har på mig. Corr kaldte og jeg gik hen til... Continue Reading →
Jeg så dem på himlen på træningspladsen, flokken af traner. Det er en uge siden nu, men synet har sat sig fast. Så uventet, så fint. Både hunden og jeg løftede blikket og lod det dvæle. Et forlænget øjeblik af magi. Nu møder jeg så Corr ved velkendt sø, pludselig er jeg dér bare. Efter... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 