Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Sommerens fortællinger og energiarbejde er undervurderet”, siger hun og smiler underfundigt. Og ofte lægger vi for store byrder på sommerens skuldre.” Vi er mig og hende. Timian og jeg. Og hvem Timian er, er jeg ikke helt sikker på, men hun har rumsteret i mit indre i de forgangne dage. Hun hvisker til mig, kildrer... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →
En ny morgen, kold frost, skarpt lys, sol og forårsvind. Jeg dypper pennen i den smeltende dug og tegner cirkler. April spiller på mange tangenter, hendes musik strækker sig fra de blideste toner til dramatiske højder af blæst og hagl. "Tro ikke, at du kender mig, siger hun drilsk og forsvinder bag et træ." Det... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →
Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav... Continue Reading →
Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og... Continue Reading →
Solen glider gennem vinduet og rammer den plads, hvor jeg plejer at sidde. Der er gjort klar, det er meningen at jeg skal sætte mig dér og slikke solstrålerne i mig. Du trænger til dem, hører jeg hende hviske, sæt dig nu og lad det gøre dig godt. Senere er jeg ude og handle, jeg... Continue Reading →
Jeg sætter mig forsigtigt midt i disen og placerer min kaffekop. I dag tænder jeg nyt lys og siger farvel til Brigids stage for denne gang. Det hvide, det røde og det grønne lys er brændt ud og Imbolc er for længst passeret. Jeg placerer det nye lys i forårsgrønt midt på bakken omgivet af... Continue Reading →
Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til... Continue Reading →
Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 