Gå langsomt nu

Jeg ser dem i skellet mellem nat og dag, lyset sniger sig over hylden. Træet med de rødsorte bær står midt i solopgangen. Og de to? Ræven og Solsorten, står de i ledtog med hinanden eller er det også bare et tilfældigt møde? ”Spørger du mig?” siger Ræven. ”Eller mig?” Solsorten kommer helt frem, nu... Continue Reading →

Hvad katten ville sige

”Jeg ønsker at huske det og holde det tæt til hjertet” siger jeg til Cat, som har vist sig at være frænde i dag. Hun er ofte en del af landskabet, når jeg går tur, men vi taler ikke sammen. Vi registrerer bare, for jeg har hunden med. Men i dag er anderledes. ”Det fordamper... Continue Reading →

Morgensuppe

Hun følger mig som en skygge, helt tæt på, vi går i stille takt, vores skridt er de samme. Scenen er sat af fugt og dis, Mosekonen er tidligt oppe og passer sin bryg, horisontale søjler af damp stiger til vejrs. ”Kom nærmere og smag på min morgensuppe.” Hendes stemme er jordens hjerte, lyden er... Continue Reading →

Mod nord

“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →

Tågekvinden

Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →

Kragen på taget

Det er diset, da jeg går ud i morgenen, solen gemmer sig under skydynen og jeg nyder den køligere luft efter dagevis med hedebølge. Splittet mellem tanker og hjerte går jeg og for hvert skridt, bliver det lidt lettere at trække vejret og lytte til det, der kan være svært at høre, når sind og... Continue Reading →

Hesten og den gamle eg

”Det er overvældende”, jeg betror mig til Each, som er mit daggrys vidne. ”Jeg føler mig helt ør i forsøget på at fastholde det, jeg lærte og oplevede i de forgangne dage.” Hun ser på mig med kloge hesteøjne, rolig i skyggen af den gamle eg. ”Mit kraftsjælested” siger jeg med forsigtig glæde i stemmen, men det ved hun selvfølgelig godt. ”Kan du se, hvad du er i færd med at gøre?” ”Gøre? Ja altså, jeg gør mit ypperste for ikke at tabe det igen, jeg prøver virkelig at forstå, så det ikke slipper fra mig og går i glemmebogen. Hestelatter fylder skoven, skarp og mild på samme tid, fuld af frændig venlighed ...

Magisk nærvær

"Ingen ord kan beskrive det", siger jeg ydmygt. "Jeg vil end ikke forsøge." Da ser hun op fra sin landingsplads. Langs markerne i græsrabatten, badet i aftenlys. Hun siger ingenting men ser på mig med forundring, sorte øjne fanger mine blå. Det sker udenfor mit vindue, da jeg vasker op. Jeg har udsigt til markvejen mod nord. Jeg ser, at hun lander og i samme sekund ved jeg. Den store fugl i sort. Det er Ravnen.

Ravnelatter

Det er Ravnen og jeg er klar. ”Sagde netop til mig selv”, siger jeg til hende, ”at hvis det var dig i dag, ville jeg spørge dig om hvordan. Så mange gør-ditter og gør-datter flyver rundt i luften som hjemløse fugle sagt af ivrige stemmer, der alle ved bedre og nogen bedst. Jeg er holdt... Continue Reading →

Pas godt på din længsel

Jeg mødte sælen på stranden i går og selvom jeg forsøgte, var det ikke tid til en fortælling. Så giver man slip og lader simre, indtil dagen igen er ny. Fra lummer varme til uvejr og sensommerregn. Så hurtigt kan det skifte. Men det som Sælen fortalte mig er ikke forsvundet, det følges med mig... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑