Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Pennen førte mig frem til pensionatet, ordene skabte en vej. Det er den intuitive skrivnings kunst. At skrive fra et andet sted. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville ende på et sted, hvor rejsende kvinder kommer. Stedet findes ikke på et kort, kun det indre kompas kender ruten. Som var det meningen. Bestemt.... Continue Reading →
Hver morgen er en ny begyndelse. Rejsen gennem natten er slut og vi ankommer til daggry og lyset. Lyset som tøver midt i december, strækker sig dovent. Energien er dæmpet. Frø har fået frost, træer står nøgne i vinden med energien i rødderne. Jeg vågner fra en ørnedrøm og ved at denne dag er noget... Continue Reading →
Scarlett tog os med i skoven. Men inden vi gik ud, samledes vi i det gamle bibliotek, hvor hun fortalte lidt om skovens univers. Om træerne som alene og i grupper er fulde af betydning for os. I den keltiske tradition har træerne meget specifikke betydninger. De fungerer som landmærker, de er udgangspunkter og steder,... Continue Reading →
Selvfølgelig har hun planlagt det hele. Men om hendes natlige udflugt har noget med undervisningen at gøre, ved jeg ikke. Efter morgenmaden og ti minutters pause, hvor vi lige kan nå op på værelserne og hente pen og notesblok, samles vi i det gamle bibliotek bag spisestuen. Værtinden har sørget for friske forsyninger af vand,... Continue Reading →
Vi spiser suppen i stilhed, lyden af skeer, der rammer suppeskåle og den knitrende ild i pejsen fylder rummet. Men i mit hoved er der ikke stille. Det flyder over med tanker om Maize, som er i familie med Gwyneth, men som påstår at hun er her på samme vilkår som mig. Hvordan kan det... Continue Reading →
Jeg har svært ved at koncentrere mig om bogen og lægger den konstant fra mig for at se på uret. Tiden står nærmest stille, men for hvert minut der snegler sig af sted, stiger spændingen. Hvem mon hun er, kvinden med den grønne frakke som er flyttet ind på værelse nummer 2? Udenfor er mørket... Continue Reading →
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Den samme nat opdager jeg, hvorfor det hedder rævesøvn og det er ikke den forklaring, jeg fik som barn. Det handler ikke om at lade som om man sover. Jeg sover skam under tiltagende måne og til lyden af vindens sang. Uglen er tæt på, hendes lyd fylder i natten og den beroliger mig på... Continue Reading →
Hun letter fra træet og jeg ser hende først igen den samme aften, da jeg træder ind i spisestuen for at spise middag. Værtinden serverer græskarsuppe til forret med ristede kerner som topping. Gwyneth November er kvinde igen, nu iført en grøn kjole med dyb udskæring og en kæde om halsen. Vedhænget er en frø... Continue Reading →
Mørket er tæt, nattens rum omslutter mig og da jeg hører trin på trappen og en dør åbne og lukke, tilskriver jeg det en drøm. For sådan bliver natten på tidspunktet for Samhain, hvor væggene mellem verdener er tynde og lukkede døre står på klem. Der er tydelige drømme. Jeg svømmer gennem nattens bølger og... Continue Reading →
