Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Det, der var skjult, vil blomstre i maj. Ordene kommer til mig i landet mellem drøm og vågen. Ordene kommer som en brise, der kysser min kind. Det er Willow May, som på aprils sidste dag minder mig om noget, jeg lærte sidste år. Hun er der og så er hun der ikke. Men jeg... Continue Reading →
Du har ledt efter mig” siger hun og træder frem fra et bøgetræ. Et af dem, der tog modet til sig og sprang ud. ”Har jeg ledt efter dig?” Jeg ser granskende på hende og på det kastanjebrune hår, der danser i viltre krøller om hendes ansigt. Jeg ser ind i hendes øjne, der er... Continue Reading →
På et tidspunkt satte jeg foden på bremsen. Hertil og ikke længere. Men det undrede mig, for mit køretøj standsede ikke brat. Det, jeg troede, jeg havde sat en stopper for, blev ved og tiltog endda på et tidspunkt. Måske var jeg blevet fartblind? Så en nat under Haremånen kom det til mig. Jeg huskede... Continue Reading →
Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →
En ny morgen, kold frost, skarpt lys, sol og forårsvind. Jeg dypper pennen i den smeltende dug og tegner cirkler. April spiller på mange tangenter, hendes musik strækker sig fra de blideste toner til dramatiske højder af blæst og hagl. "Tro ikke, at du kender mig, siger hun drilsk og forsvinder bag et træ." Det... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →
Da jeg vågnede tidligt i morges, lå jeg og lyttede til fuglenes sang. Jeg var stille indeni og kunne fornemme morgenens dans, der udspillede sig udenfor. Hvilken salig ro. Min første tanke var, hvor befriende det dog ville være at slippe det hele og bare levet livet fra øjeblik til øjeblik. Alt det, vi holder fast... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 