Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
Der findes en hund som hedder Cù. Han holder til i landet mellem verdener og det kan ske, at du møder ham på din rejse i Det Magiske Univers. Pludselig toner han frem mellem skygger i skumringen. En hund, tænker du, det er alt for almindeligt, ja lidt kedeligt endda. Du drømmer måske om et... Continue Reading →
I dag vil jeg skrive noget fint og kærligt til mig selv, jeg vil åbne mit hjerte for glæden. Vinden kommer fra vest og er iskold. I øst er solen gledet til himmels, lyset er skarpt og skygger danser. ”Hvor skal du hen?” spørger vinden ivrigt, rusker i min hætte og får øjnene til at... Continue Reading →
“Du husker, at det var mig, som bragte dig dit solhvervsord. Det undrede dig dengang, for hvad ved ilddrager om ro? Nu mødes vi igen og det er begyndt at dæmre. Noget er sat i gang. Min tilstedeværelse i dag er en påmindelse om, at du er i mesterlære og at du vil møde mange... Continue Reading →
Vi er tæt på tidspunktet for Imbolc, længslen er vågnet. Med langsomme skridt vandrer jeg gennem vind og regn. Snart kommer stormen. Jeg mærker det i kroppen som en skælvende uro, mens jeg går ud af vejen. En måge passerer over mit hoved på vinger af hvidt. Himlen er grå, skydækket tungt, naturen gør klar... Continue Reading →
Der var engang og engang var der ikke. En ræv og en ravn. “Du er blevet for tam” siger Ræven og det er lidt af en påstand, for hvad betyder det? Hun kalder sig Sionnach og møder mig i mørkekanten før dagen gryr. Det er en kold januar morgen, hvor man spørger sig selv: Hvad... Continue Reading →
At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →
Solsorten i al sin pragt. Den Sorte Druide. Jeg bliver glad for at se ham og høre hans sang. Han kalder fra tusmørket, inden lyset har fundet sin sprække. Han synger sin sang. Det blå mørke omslutter os som en dyne, selvom vi for længst er stået op. Søvnen var gavmild og jeg føler mig... Continue Reading →
Sprød morgen løfter sin vinger, lille lys kigger ud. Natten letter på sin dyne. Endnu er det mørkt og resterne af fuldmånen dingler som en vindblæst lanterne og spreder sit lys over marken. Er meget mere end et tilfældigt stykke land. Det er her, da jeg passerer æbletræet og vejen slår et blødt sving til... Continue Reading →
Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 