Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske, før man skriver. Det er sådan det er med intuitiv pen. Og man kan leve sit liv på samme måde. I stedet for at udtænke og kontrollere, kan man lade livet ske. Det handler om din intention. Den sætter den indre kurs. Den hjælper dig med... Continue Reading →
”Du skal ikke forstå det, du skal danse det” siger Brónach under æbletræet. Her sidder vi i skyggen af solsortesang og musik fra klirrende kopper. En te som lindrer og køler. En te, som smager af hyld og diset regn. Jeg nipper til den lune drik og ser på hende gennem mit undrende filter. ”Det... Continue Reading →
Vi sidder på terrassen på julis sidste dag. Det er morgen og det regner. Dråberne spiller musik på taget, duft af vådt korn og hav svæver i luften. Vi er alle samlet. Det er Nellies sidste dag. Et strejf af vemod rammer mig og jeg ser på hende, som om jeg kan fastholde hende med... Continue Reading →
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
På den trettende dag i marts går det op for mig, at vi hver har fået en opgave, som trækker i forskellige retninger. Men det er ikke noget vi taler om ved middagsbordet eller indvier hinanden i. Vi ved, at det er uundgåeligt, at rejsen tager os hver vores vej og at vi som fortællersker... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
Der er morgener, som er anderledes end de andre. På overfladen ser de ens ud, mørket er markant. Endnu er det vinter og januar er blevet så begejstret for sin klædedragt af tunge skyer, at hun ikke vil tage den af igen. Jeg savner sol og lys nu, det er en længsel som har bidt... Continue Reading →
Jeg så ham lette fra marken, da jeg lukkede vinduet til skrivestuen. Med gyldenbrune fjer i modlys svævede han rundt i bløde cirkler, inden han forsvandt bag træerne mod syd. Ørnen. Det var forleden dag, nu kommer han igen flyvende ind i min sfære, jeg smiler og mumler et blødt selvfølgelig. Han viste sig for... Continue Reading →
Jeg mødte sælen på stranden i går og selvom jeg forsøgte, var det ikke tid til en fortælling. Så giver man slip og lader simre, indtil dagen igen er ny. Fra lummer varme til uvejr og sensommerregn. Så hurtigt kan det skifte. Men det som Sælen fortalte mig er ikke forsvundet, det følges med mig... Continue Reading →
Skrivelysene blafrer i brisen fra det åbne vindue. Regndis pryder landskabet, her er stille. Lydløse fugle forlader deres træer og flyver over grå himmel. En hare finder vej gennem stubbene på den nyhøstede mark. Stille, en due kurrer fra et sted i buskadset og tiden har fundet sig en lomme. ”Gør holdt her” hvisker nogen... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 