Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er katten som møder mig ved døren til køkkenet, den står på klem og jeg går ind. Hun er ingen steder at se, men bordet er dækket med kaffe, tykke skiver af brød på en tallerken og dagens valg af marmelade. Ilden knitrer i pejsen, alt er gjort klar og kun en ting mangler.... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Energien er anderledes denne morgen, jeg har sovet tungt og godt og vågner ved lyset som spilder prikker gennem gardinet. De danser henover gulvet og rammer sengen, hvor jeg ligger. De bringer mig den nye dag. Værelset er velkendt nu, jeg føler mig hjemme og som dage og nætter går, mere udhvilet. Det gør mig... Continue Reading →
Der er dage foran ilden i pejsen, hvor rejsende kvinder hviler ud, nætter med urolig søvn og stormvejr, som hyler i huset. Hvor rejsen ned at trappen og ind i køkkenet er nok. Hun skænker kaffe, men siger ikke noget, for hun ved at den slags dage kalder på indre næring og ro. I dag... Continue Reading →
Han svæver over huset ved daggry og kalder med sit skrig. Uglen svarer. Jeg registrerer men lægger oplevelsen i skuffen med drømme. Søvnen hænger ved og vil ikke slippe, det er den tid på året og hvile er en fast bestanddel på menuen. Jeg synker tilbage og lader mig fragte. Da jeg vågner igen, er... Continue Reading →
Hver morgen starter man forfra og møder det tomme papir. Det er en tillidserklæring at åbne skrivebogen, børste tankestøv bort og skrive sig ind. Men inden jeg skriver, har jeg gået tur og mærket energien, fornemmet luften og sanset jorden. Jeg har hilst på fuglene og set spor af nattens dyr. Det skete denne morgen... Continue Reading →
Han er ikke alene, en anden er kommet mig i forkøbet, en ældre kvinde så vidt jeg kan se. Hun er iført en mørk kåbe og om livet har hun et forunderligt bælte lavet af fiskeskind. Det får jeg først at vide senere, nu står jeg stille i silende regn og betragter landskabet som jeg... Continue Reading →
Det sker med jævne mellemrum at rejsende kvinder kaldes til Høgens Kvarter. Det sker med kort varsel og således skete det i dag. Det er ikke til debat og dog er det frivilligt. Men ingen rejsende kvinde med respekt for den guidning, hun modtager fra Det Magiske Univers, siger nej til en invitation fra Høgen.... Continue Reading →
“Alt er timet og tilrettelagt” siger Katten, som sidder midt på vejen, da jeg går mod landsbyen. ”Tag det roligt, svøb dig i dulmende vished om, at du er velguidet på din vej. Beskyttet, med mindre du da insisterer på paniske udfald af egouro og tvivl.” Hun sidder placeret præcist sådan, at jeg ikke kan... Continue Reading →
“Du er medicinen” siger Losgann i samme øjeblik jeg træder ind i hans landskab. Sø, åkandeblad, frø. Scenen er sat. Halvt i vandet, halvt på jorden, han forbinder de to elementer så fint. Sensitiviteten er en gylden nøgle, nålen i hans kompas. ”Jeg er medicinen” siger jeg højt som et mantra og husker, at jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 