Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Lad hende skrive gennem dig, hører jeg kroppen hviske bag uro og fragmenter af frygt. Slap af i armen, holdt lidt blødere om pennen og lyt dig ind, så du kan høre hendes stemme. Brigid er her. I lyset fra den blafrende flamme på baggrund af kulde og sne. Det handler ikke om, hvordan du... Continue Reading →
"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
Engang for længe siden i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Det var Brigids dag. Imbolc. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Det... Continue Reading →
Jeg skriver i morgenlys og til gåsesang. Det er Imbolc og blækket viser sig fra en ny side. Dristige bobler af ord finder vej og et strejf af poesi blander sig med mørket. En ny dag er stået op. Midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn findes en station og her står jeg af i dag. De... Continue Reading →
Det er den sidste dag i januar. Det er gråt, blæsende og regnfuldt. Og fordi vinteren er så mild i går her på disse breddegrader, er der allerede fuld gang i spirerne også ovenpå jorden. Nu er det tid for Imbolc, her ved månedsskiftet og i de første dage af februar fejrer vi det tiltagende... Continue Reading →
Velkommen februar. Nu er det tid for Imbolc og i morgen (2.2) fejrer vi Imbolc og det tiltagende lys ved en lys- eller fakkelfest og vækker lysets ånd midt i midvinteren. Jeg vil være at finde her i min skrivestue i selskab med 6 kvinder, der på denne særlige dag har sluttet cirkel og deltager i... Continue Reading →
Jeg skriver mig ind. Starter et sted og lader mig føre på vej af ordene. Undlader at kaste dom over de første linjer og afsnit og skriver mig varm. En dør åbnes og det sker uden anstrengelse. Den åbner sig bare og snart står jeg midt i det magiske rum. Energien skifter og jeg gribes... Continue Reading →
Det er Brigids dag. Imbolc. Kyndelmisse. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Forsigtigt, du skal ikke vågne helt, bare lidt. Misse med øjnene mod lyset, se, det er ikke særligt skarpt i dag. Strække dig lidt, mærke at du lever. At det snart er tid. Snart,... Continue Reading →
Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 