Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
“If you have given your power away, claim it back.” Toner lyder, ord når mine ører. En lille fugl synger og sangen er til mig. Den vokser sig stærkere i min strube og jeg synger med uden besvær. Ordene kan jeg allerede. Ser man det. ”Slut fred” sagde Ræven i går. I dag er det... Continue Reading →
“Lad det, som skal afsløres, blive afsløret. Vent. Du skal ikke foretage dig noget lige nu.” Ikke så snart er jeg trådt ind i lysningen ved det magiske vandhul, før Losgann taler til mig. Måske kan du huske ham fra tidligere fortællinger? Han er Frø og det er ham, som siger Kvækha! Hans hud er... Continue Reading →
Frihed. Du var engang mit solhvervsord og jeg rejste med dig gennem året. Foldede dig ud. Din energi og dine skatte. Mærkede i hvor høj grad følelsen af frihed og åbne vidder gør mig levende og glad. Frihed til at vælge. Frihed til at være mig. Nu er du tilbage på denne regndisede morgen, hvor... Continue Reading →
Jeg kan mærke det dybt i sjælen, når jeg er på rette vej. Men nu ser jeg, at det på ingen måde betyder, at jeg er enig med de andre i min flok. De går videre uden mig, ved skillevejen standsede jeg og ventede. Lyttede til kvalmen og de kraftige signaler fra min krop. Instinktet.... Continue Reading →
Jeg mødte hende i skoven på Fyn og her er hun igen. Det magiske univers er levende og intakt. Vi kørte rundt på må og få og jeg bad om at måtte finde et sted, som var perfekt til en gåtur. Jeg bad om hjælp. Snart dukkede indgangen til skoven op på venstre side af... Continue Reading →
Forårsjævndøgn. Pennen glider langsomt over linjerne og skriver det første ord. Jorden vender sig fra vinterens dybe mørke og vænner sig til lyset. Dag og nat er lige lange nu, de er i balance. Det er forårets første dag. En port åbner sig, tøvende står jeg et øjeblik og ser, så går jeg igennem. Ved... Continue Reading →
Det er endnu tidligt, den nye dag er blot en sprække i skydækket. Kold vind møder mig, da jeg åbner havelågen og træder ud. Usynlige snefnug daler. ”Er der mon en fortælling i dag?” spørger jeg og stopper op for at lytte. Det er flere dage siden, der sidst var bid, jeg har befundet mig... Continue Reading →
“Det er tid til at give slip. Du har gjort dit arbejde. Frø er sået og stiklinger sat.” Høgen er igen dukket op på min morgentur ned til landsbyen og tilbage. ”Dit vidne” korrigerer han. ”Har du forstået budskabet?” Det svarer jeg ja til og han tilføjer: ”Et af dagens nøgleord er frygtløshed. Og er... Continue Reading →
Den nye morgen er mit vidne. Byger, sol og vind. Pennen glider over linjerne og ord kommer frem skabt af blæk og bevægelse. Tænker du slet ikke, er jeg blevet spurgt, men nej, jeg lytter. For nogen i mig fortæller, sagte og uden tøven. Det er en rislende flod i mit skød. Jeg er kvinde... Continue Reading →
Vinter i skyggen, forår i solen. Kold morgen byder velkommen til et landskab dækket af frost. Noget i mig stritter imod, jeg mærker det fra første færd. Jeg forsøger at ignorere følelsen af, at det ikke nytter noget og acceptere den skiftende energi. På morgenturen får jeg øje på ham i et af birketræerne i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 