I skoven mødte jeg ravnen

Jeg mødte hende i skoven på Fyn og her er hun igen. Det magiske univers er levende og intakt. Vi kørte rundt på må og få og jeg bad om at måtte finde et sted, som var perfekt til en gåtur. Jeg bad om hjælp.

Snart dukkede indgangen til skoven op på venstre side af vejen efter en bakke og et sving. Og ikke så snart var vi kommet ud af bilen og ind i skoven, før hendes velkendte kald lød fra trætoppene. Da vidste jeg. Hun fløj lidt i forvejen og ventede i toppen af et højt grantræ. Igen kaldte hun mit navn og jeg svarede.

Hun fortalte mig om kraften i det tomme rum og ikke at vide.

”Det tomme rum er renset for ideer og formodninger. Gamle historier er lagt på hylden og hylden befinder sig et andet sted. Kun i det tomme rum kan nyt opstå uden unødig indblanding og tvivl. Det tomme rum har ført dig frem til denne skov, som du ikke anede fandtes. Da du bad om hjælp, fandt du herhen.”

”Nuvel. Hvis du forsøger at møblere det tomme rum med dine tanker, begrænser du mulighederne. Lær i stedet at give plads til drømmefrø og det spind, du sætter gang i med din intention. Vær åben. Vær modtagelig. Vær lydhør.”

”Nu står du her under den mægtige gran. Jeg er Ravnen og jeg er din frænde på næste etape.”

Som sagt, så oplevet. Nu er hun lyslevende i min skrivestue i skæret fra stearinlysene og den første morgensol.

”Blev du overrasket? Jeg så dig smile. Det magiske univers er levende og intakt.”

Ravnen var ikke den eneste, jeg mødte i skoven på Fyn. Pludselig stod han dér mellem træerne et stykke inde i skoven og vendte sig hoved mod mig. Kronhjorten. Vi havde øjenkontakt og jeg så at han stod ved to birkestammer. Birken symboliserer nye begyndelser. Fra det tomme rum og ind i skoven.

Jeg bad om vejledning og hjælpen kom. Solen brød frem fra skyerne og der var lunt på skovstien. Foråret hilste på. Og da vi forlod skoven igen, sad hun i træet og sagde på gensyn. Ravnen.

”Måske er du træt denne morgen, måske får du besøg af tvivl. Fej da for din egen dør og byd det nye velkommen. Det bliver bedre, end du tror.”

“Let yourself be open to abundance.”

Magiske morgensider, 22. marts 2021
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)

Photo by Glenn Highcove, Dreamstime (c)

Ravnen og tomrummet

Jeg har aldrig forstået tomrummet, som jeg forstod det i går. Dér midt i skoven. Fortalt af Ravnen. Tomrummet, som er rummet uden svar og kan være et ubehageligt sted at befinde sig. Ikke desto mindre er tomrummet en essentiel del af den kreative proces.

Det er en tilstand mellem to faser, hvor den ene fase er slut, men den anden ikke begyndt endnu. Tomrummet er hyrdetime. Overgangen. Det er en rungende ventesal på en station, hvor der ikke kommer tog. Der er ingen køreplan.

Tomrummet kalder ofte på stilheden i os. Den kalder på en stilstand af væren og en accept af mellemrummet mellem det, der var og det, de skal komme. Som Nancy Levin siger det:

Honour the space betweeen no longer and not yet.

Det er i tomrummet, at nyt kan opstå uden at være bundet af gamle tanker og historier. Vi vil så gerne tænke os til en løsning eller en udvej, men tomrummet beder om at give slip på formodninger og være i accept.

Ganske længe har jeg befundet mig i tomrummet. Men nu opdager jeg, at noget er sket. Jeg er begyndt at bede om hjælp og ikke kun, når jeg skriver og er kreativ. Nej, jeg beder om hjælp til at finde de perfekte løsninger og steder, når jeg er på tur. Undervejs. Som jeg gjorde det i går for at finde et fint sted at gå tur. Og skoven åbnede sig for mig og Ravnen kom til stede.

Og der skete noget ude i skoven i går. Jeg så rummet, jeg mærkede energien og jeg forstod. En dyb og inderlig vished om, at tomrummet er et helligt sted. Jeg tilgiver det, der var og velsigner det, der skal komme.

Regel nummer 1

Hvis du vil have guddommelig vejledning og hjælp fra frænder, må du følge de anvisninger, du får.

Kærlig hilsen
Lene