Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det gør godt at dyppe pennen i det, der er. Den grå morgen, skydækket og trætheden. Lade ordene danse med dampen fra teen. Bare sidde og lade fingrene finde vej over tangenterne eller forme ord på papiret. Det er som en dans. Denne morgen er dansen langsom og tøvende. Som om noget i mig har... Continue Reading →
Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores... Continue Reading →
In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory... Continue Reading →
Jeg sidder stille ved bordet. Skrivelysene brænder og der er nylavet kaffe i koppen. Jeg lytter til regnen, som trommer mod ruden og læner mig ind i det dæmpede lys. Gå langsomt, hvisker en stemme, alt er lagt til rette og kalder på din opmærksomhed. Hver dråbe, som stille glider ned af ruden. Dine fingres... Continue Reading →
In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory... Continue Reading →
Man kan skrive på mange måder, men på Skriverejsen har vi ofte en intention om at skrive fra sjæl og hjerte og lytte til det, der gerne vil skrives gennem os. Når vi ikke er helt så udfarende og forsøger at opfinde historier og lader det blive et mentalt anliggende, men når vi åbner os,... Continue Reading →
”Sommerens fortællinger og energiarbejde er undervurderet”, siger hun og smiler underfundigt. Og ofte lægger vi for store byrder på sommerens skuldre.” Vi er mig og hende. Timian og jeg. Og hvem Timian er, er jeg ikke helt sikker på, men hun har rumsteret i mit indre i de forgangne dage. Hun hvisker til mig, kildrer... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →
Solen glider gennem vinduet og rammer den plads, hvor jeg plejer at sidde. Der er gjort klar, det er meningen at jeg skal sætte mig dér og slikke solstrålerne i mig. Du trænger til dem, hører jeg hende hviske, sæt dig nu og lad det gøre dig godt. Senere er jeg ude og handle, jeg... Continue Reading →
Det tomme papir, de første ord, en dag midt i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne. Tidspunktet for Imbolc er passeret og i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 