Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
“Frihed opstår, når du er i stand til at give dit fulde udtryk til din kreativitet. Følelsen af at være uafhængig og alligevel tæt forbundet. Med kilden i din sjæls dybe sø. Med havet, himlen, jorden og fuglene.” ”Fuglene har fået stor betydning på din rejse. Hvem skulle have troet det? Det, der syntes som... Continue Reading →
”Du får brug for alle sider af dig selv. Alle dine kvinder.” Ravnen, der siges at være sort som natten, lander på en gren i det krogede æbletræ. De sidste frugter ligger på jorden, dufter af forfald og æblesnaps. ”Rodenergiens Calvados” fniser hun og en gren flækker af grin i vinden. Jeg føler mig godt... Continue Reading →
"Det er blevet for alvorligt” siger Odder og smiler bredt, lyset spiller i hans øjne. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, lyset, for dagen holder fast i natten og ingen ved, hvor den ene begynder og den anden hører op. Er det en dans? Et skuespil? En kærlighedsaffære? ”En leg?” foreslår Odder, som i... Continue Reading →
“Du glemte mig” siger Betony og ranker sig, så jeg kan se hende. ”Det må du undskylde” siger jeg. Så er vi i gang, fortællingen fejer tankerne bort og tager over. Pludselig er det en anden energi, en anden stemme. Betony rømmer sig, nu er hun ved at blive glemt igen. Ih altså! ”Det er... Continue Reading →
Du mærker vinden på din hud, følelsen af regn. Tusind stemninger følger dig som nisser, mens skridt knækker tynd is på pytter og vandmusik rammer din sjæl. Du hører fuglene kalde, ser kragen i toppen af den høje gran. Får øje på smeltende sne, der tager turen ned af hustage, en rutsjebane, et bump og... Continue Reading →
Snestorm raser fra morgenstunden, jeg kan høre vinden hyle i piletræerne. Det er poetens musik. I dag en kaotisk komposition, eksperimenterede toner fylder luften på decembers anden dag. Jeg beder om at få øje på en dør, så jeg kan forlade dette virvar af tanker, stormvejr og fygende sne. Følelsen af, at det hele er... Continue Reading →
Landingen tager lidt tid og på vejen ryger jeg ind i kraftig turbulens. Vilde sekunder med tanker som pile. Det føles som en evighed, det her klarer jeg ikke, nu er det ude med mig. På vej ned møder jeg også havet og de steder, hvor jeg vandrede i den forgangne uge. Brusende bølger der... Continue Reading →
Svøbt i dis dukker morgenen op, en uklar skikkelse kommer mig i møde og tager imod. Daggrysværtinden byder mig velkommen og jeg fornemmer, at vi passerer porten til Det Magiske Univers. Det er ikke tydeligt, for ser du, disen er tyk som ærtesuppe. Jeg smiler indeni. Åh, at lade sig fragte og forføre. Af dis... Continue Reading →
Morgenen er lyserød, langsomt ånder horisonten og dagen får liv. Jeg har passeret porten til Det Magiske Univers og bevæger mig op af en bakke for siden at stå på toppen med bankende hjerte og skue ud over landskabet. Det åbner sig i en dal for mine fødder og byder så velkommen til et mere... Continue Reading →
Når den gamle eg taler, bliver alle stille. Skoven lytter. Stemmen er dyb og dragende, men ikke alle kan høre. Mennesker vrimler ind og ud af skoven. De cykler, de løber, de taler højlydt og trasker over tæppet af nedfaldne grene og blade. Det havde jeg ikke set komme. Each hentede mig ved daggry og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 