Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Som jeg har skrevet lidt om før, er jeg i fuld gang med forårsrengøring på min skriveskole. Efter otte år som skrivecoach og underviser har jeg fået så værdifuld erfaring, at jeg synes der er brug for en opdatering. Bl.a. tilbyder jeg til høst 2023 en ny udgave af mit klassiske kursus Fortællersken Intuitiv Skrivning.... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
På den attende dag i marts er vejret gråt og finregn fugter luften. I dag er vinden stille. Naturen holder vejret og jeg glider gennem den dør af langsomhed, som tilbydes. Jeg har ikke travlt. Desuden er det lørdag og jeg har forstuvet min fod. Tidligere var den slags en forbandelse, men noget må være... Continue Reading →
På den femtende dag i marts vågner jeg til spæd solskin og bliver liggende lidt i sengen, mens jeg sender de vante tanker bort. Tanker, der som magneter tiltrækkes af negative energier. Det kan være alt fra gamle minder og håb, der hænger i laser. Hvad som helst. Men i dag er jeg i stand... Continue Reading →
På den trettende dag i marts går det op for mig, at vi hver har fået en opgave, som trækker i forskellige retninger. Men det er ikke noget vi taler om ved middagsbordet eller indvier hinanden i. Vi ved, at det er uundgåeligt, at rejsen tager os hver vores vej og at vi som fortællersker... Continue Reading →
I Caileans køkken er der let til latter. Det indser jeg snart og det får mig til at slappe af. Han er uden alder og alligevel fornemmer jeg, at han er mindst ti år ældre end jeg. Måske mere? Det er ikke til at sige, for han er svær at sætte alder på. I øvrigt... Continue Reading →
Det var på en af mine gåture i marts, at jeg mødte eneboeren første gang. Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Egentlig var min hensigt at gå til havet, men noget kaldte mig i den anden retning. Mine ben gik af sig... Continue Reading →
Efter fuldmånen og i morgenlys går jeg ned af havegangen og åbner lågen. Den er klædt i frost og hænger fat i min handske. Bag mig er solen stået op, pensionatet henstår i modlys som et vidne til min rejse. Jeg står stille et øjeblik og betragter det gamle træhus i to etager. Deroppe spejles... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 