Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Er du bange for at skrive og blive ved, fordi du føler at du ofte mister tråden og farer vild? Fordi du ikke kender historien på forhånd og ved, hvilken vej du skal gå? Tænker du, at du have svar på rede hånd, kende alle ubekendte og strukturere dig på vej, før du kan begynde... Continue Reading →
På skriverejsen sker det under tiden, at vi farer vild og støder på steder i os selv og i vores fortællinger, hvor vi virkelig ikke ved. Og den følelse er ganske ubehagelig, for vi har jo altid lært, at vi skal vide og have svar på rede hånd. Har vi ikke det, er der altid... Continue Reading →
Det er et særligt øjeblik. Jeg træder ind i rummet, går gennem døren, den står altid på klem nu, der er altid åben. Jeg tænder skrivelysene, højtidligt puster jeg tændstikken ud og trækker vejret dybt. Sætter mig på stolen ved bordet, kaster et blik mod vinduerne, ser regnen og vanddråberne, der har lavet en smuk... Continue Reading →
Det starter med en dør. Og det kan meget vel være, at døren er blå eller turkis, som døren på billedet her. Det er en gammel dør, den har eksisteret i mange år og sandsynligvis har den været lukket. Aflåst endda. Måske har du kigget forbi, set døren, kærtegnet det gamle træ og set, hvordan... Continue Reading →
Forleden dag fik jeg en positiv tilkendegivelse fra en af kvinderne, som har deltaget i skrivegruppeforløbet Sommercirklen.”Det har været så givende og inspirerende”, sagde hun, ”og allermest fordi jeg har genfundet min glæde ved bare at skrive uden at der nødvendigvis skal komme noget specielt ud af det.” Fordi hun gav sig selv lov til... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →
Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav... Continue Reading →
Det tomme papir, de første ord, en dag midt i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne. Tidspunktet for Imbolc er passeret og i... Continue Reading →
Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer... Continue Reading →
Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 