Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det er også en del af visdommens væsen” fortæller hun mig. Men jeg har spolet fortællingen lidt frem, lad os starte ved begyndelsen. Søen er i oprør, men hun er rolig. I dag var jeg helt bevidst om den vej, jeg valgte, min intention som en lysende stjerne i det urolige mørke. Flammen blafrede voldsomt,... Continue Reading →
Jeg ser stjernen, da jeg træder ud af døren og kigger mod øst. Rester af natteblå hænger ved. Mellem skyerne har den fundet sig en sprække og den er det første, jeg ser. Stjernen. Jeg er hende som vandrer om morgenen og følges med dagens første lys. Min gåtur er en hellig gerning. Du ser... Continue Reading →
Jeg skriver i en solstråle, skarpt lys trænger gennem vinduesglas og skygger danser. Det er morgen efter nattestormen. Her stopper ordene, men jeg skriver alligevel det, der ikke er. Dristig i det skarpe lys sandhed bevæger jeg mig ind og tager ikke det tilsyneladende for gode varer. Jeg lytter til stormens sang, et orkester af... Continue Reading →
Vi er tæt på tidspunktet for Imbolc, længslen er vågnet. Med langsomme skridt vandrer jeg gennem vind og regn. Snart kommer stormen. Jeg mærker det i kroppen som en skælvende uro, mens jeg går ud af vejen. En måge passerer over mit hoved på vinger af hvidt. Himlen er grå, skydækket tungt, naturen gør klar... Continue Reading →
"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →
”Det er en god proces” betror jeg Nathair. Noget er sket og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle sige de ord og mene det. På vej gennem porten til Det Magiske Univers smeltede årstider sammen som floder, der mødes i havet. Og han trives her på den stenede jord, i græsset på den... Continue Reading →
At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →
”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →
With the blessings of the great bearof the starry heavens andthe deep and fruitful earthwe call upon the powers of the North- from Druid Ceremony – “Art betyder bjørn” brummer han, ankommet under tåget himmel, hvor stjernerne har gemt sig. Han ved godt, at jeg har haft svært ved at forstå ham, han var en... Continue Reading →
Hvis der er en fortælling, så må jeg hente den frem fra bunden af det store hav. Er det en søhest? En perle i hjertet af en musling? Er det en sjælden fisk, en krabbe eller en tangtråd, der fører mig frem til en selkie? Hvis der er en fortælling i dag, må jeg bede... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 