Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Nogle gang møder man kronhjorten på kanten af daggry. Sådan er det for mig i dag. Himlen farves af nattens tårer, vinden tørrer dem bort. Tårerne. De er gode, de åbner en vej. Det er her, han står under birketræer af sølv. Temmelig aftagende måne kaster lys, i landet mellem nat og dag kan jeg... Continue Reading →
Hvad jeg så i vinkælderen? Jeg troede ikke mine egne øjne og du vil heller ikke tro dine. Men du må tålmodigt vente på afsløringen, den kommer først på de sidste sider af dette manuskript. Et manuskript som afsluttes ved tidspunktet for Samhain, hvor jeg med min kuffert træder ud af døren til Pensionatet og... Continue Reading →
Han står under to birketræer, der danner en port. Han velsigner den nye begyndelse. Jeg forlader huset ved daggry, hvor lyset blot er en sprække på himlen. Afskedens time kom og hjertet var tungt, da hun omfavnede mig og gav mig en madpakke til rejsen. ”Du er klar” hviskede hun i mit øre og skubbede... Continue Reading →
"Stol på din indre stemme, lad aldrig mere tvivlen indfange dig og gøre dig svag. Du er stærkere, end du tror. Følg dit indre kompas." Hun står mellem to birketræer som former en indgang. Her starter rejsen på ny. ”Skovens hvide damer kalder dig frem. Tøv ikke, rejsen er allerede startet, men du har brug... Continue Reading →
Porten knirker og åbner sig på rustne hængsler. Dagen er stået op. Det samme er den kvinde, der nærmer sig med hastige skridt, hun småfryser i den kolde vind. Og her starter foråret, tænker hun. Ha! Da hun når helt frem til den røde mur, blafrer porten i vinden. Hængslerne knirker skingert og en stemme... Continue Reading →
Hvert år ved Forårsjævndøgn går solen hen over det følsomme punkt i niogtyve grader Fisk, det sidste tegn i dyrekredsen. I stjernernes verden når vi årets store finale. Når forårsjævndøgnet indtræffer, bevæger solen sig ind i nul grader Vædder, og livets hjul begynder forfra. Det er en dag fuld af frigørelse, der fører os frem... Continue Reading →
Det er som om tiden står stille på vejen gennem Birkeporten. Det er umuligt at skynde sig, mine skridt er langsomme og nærmest dvælende, inden de rammer jorden. Kviste kvaser under mine fødder og snegle skynder sig væk. Over mig danser birketræernes grene og de hjerteformede blade messer en sang: Let go. Let go. Let... Continue Reading →
Jeg forlader Frøen ved det magiske vandhul og går af vejen tilbage. Til venstre for mig står den række af birketræer, som former Birkeporten. De, som går igennem, gøres klar til en frisk begyndelse, sagde Frøen til mig og jeg mærker et sug i maven ved tanken. Birken symboliserer afslutninger og nye begyndelser, renselse og... Continue Reading →
Det er tidlig morgen, da jeg ror tilbage til vigen og det åbne hav lukker sig bag mig. Jeg er tilbage ved vandhullet, som frøen kalder magisk. Jeg lægger båden til i sivene og da jeg igen står på landjorden, sejler jorden stadig under mig og følelserne skvulper. Med usikre skridt går jeg af stien... Continue Reading →
Jeg har lyden af birk med hjem, de sølvklædte stammer står stærkt i mit indre. Birk var der hele tiden som en påmindelse og en invitation og nu ser jeg det pludselig. Birkedalen er et sted på mit magiske landkort, et sted for nye begyndelser. En klynge af træer med en smal sti i midten... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 