Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg er ikke længere i tvivl om, hvem jeg er og hvorfor pennen skrev mig frem til pensionatet. Måske har du oplevet selv? Man vågner en morgen og ved, at man er præcist hvor man skal være. Sådan har jeg det denne morgen ved Vintersolhverv. Mørket omslutter mig på årets længste nat. Jeg står op... Continue Reading →
Hun letter fra træet og jeg ser hende først igen den samme aften, da jeg træder ind i spisestuen for at spise middag. Værtinden serverer græskarsuppe til forret med ristede kerner som topping. Gwyneth November er kvinde igen, nu iført en grøn kjole med dyb udskæring og en kæde om halsen. Vedhænget er en frø... Continue Reading →
Himlen er rød mod øst, som ild brænder den mellem træerne. Men morgenen er kold. Den aftagende måne hænger højt mod vest, lyset breder sig og sort fugl flyver på tværs. Luften er klar og kølig, jeg har fundet huen frem. Morgenturen er den samme, jeg går ned til landsbyen og tilbage igen med hunden... Continue Reading →
Så ved de det alle sammen. De kender min intention. Den er opstået som en naturlig udvidelse af mit solhvervsord, de små frø, jeg forsigtigt lagde i den mørke vintermuld, da dagene var korte. Nu blomstrer træer og buske, valmuer danser i mit hegn. Mit solhvervsord har fået dybe rødder og stængler ditto i den... Continue Reading →
“Har du overvejet at være mere venlig overfor dig selv?” Ræven hedder Sionnach og der er vand på isen. Hun træder ind på land. Det stormer med vindstød af stormstyrke. Solen fandt en skysprække og så sit snit til at skinne. Sådan starter min dag, jeg møder ræven og forkølelsen er der stadig. ”Vil du... Continue Reading →
Der var engang og engang var der ikke. En ræv og en ravn. “Du er blevet for tam” siger Ræven og det er lidt af en påstand, for hvad betyder det? Hun kalder sig Sionnach og møder mig i mørkekanten før dagen gryr. Det er en kold januar morgen, hvor man spørger sig selv: Hvad... Continue Reading →
Disen danser over markerne, luften er tyk af fugt og modent korn. Gyldne er de farver, som møder mit øje i en cirkel af tåge og lys. Lige dér træder hun frem som en rødlig skygge, forsigtigt bevæger hun sig frem. Yndefulde bevægelser bevæger mig og kalder nåden frem i mit hjerte. ”Kom nærmere” hvisker... Continue Reading →
Jeg kan mærke det dybt i sjælen, når jeg er på rette vej. Men nu ser jeg, at det på ingen måde betyder, at jeg er enig med de andre i min flok. De går videre uden mig, ved skillevejen standsede jeg og ventede. Lyttede til kvalmen og de kraftige signaler fra min krop. Instinktet.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 