Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →
“Lad det, som skal afsløres, blive afsløret. Vent. Du skal ikke foretage dig noget lige nu.” Ikke så snart er jeg trådt ind i lysningen ved det magiske vandhul, før Losgann taler til mig. Måske kan du huske ham fra tidligere fortællinger? Han er Frø og det er ham, som siger Kvækha! Hans hud er... Continue Reading →
Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →
“Let me rest in the unknown, until a clear path is shown” messer jeg, mens jeg vandrer med hunden i vinden. Morgenen er mørk, regntunge skyer fylder i horisonten, men af og til kommer små sprækker af lys til syne. ”Der er håb forude” siger hunden med ørerne i modvind, jeg nikker og vi fortsætter... Continue Reading →
Be still. Be here now. Be in the moment. Mosekonemorgen, pastelfarvet dis og knitrende frost. Iskolde kinder og fødder, der bevæger sig ud og hjem. Nu i støvler. Kvinden elsker denne årstid, overgangen til vinter og naturens lektioner om end hun som menneske finder studiet en anelse svært. Det er et paradoks, for på sin... Continue Reading →
Så du er endelig ved at erkende det og tage det i accept. Det er en hellig gerning. Ingen undskyldninger eller søforklaringer. Fortællingens kraft forbinder dig til Kilden og guider dig på vej. Din sjæl tænder på lyden af fortællinger og eventyr, din glæde og indre vished vækkes til lyden af musik. Og i det... Continue Reading →
Hvad har en tromme og en spinderok med skrivning at gøre? Det er et godt spørgsmål som nok var svært at besvare, hvis jeg da ikke havde taget imod to morgenside-fortællinger i denne uge. Først kom trommen. Og dagen efter spinderokken. Når jeg læser dem højt for mig selv nu, mærker jeg tydeligt en sammenhæng og... Continue Reading →
"Dig igen", jeg smiler og ved instinktivt at budskabet er af stor vigtighed. ”Din indre vildskab, ja, forbindelsen til himlen og jorden og en dyb følelse af, at du lever og ånder fra det sted. Det var ikke bare en ubetydelig anvisning eller et forslag fra en ven. Det er din sjæls sande vej og... Continue Reading →
Der er torden i luften, luftfugtigheden er høj og morgenturen foregik i noget, der mindede om regndis. Det var lunt og vinden stille. Naturen er i venteposition. Det er faktisk behageligt vejr, jeg kan mærke mig selv falde til ro i det, selvom der er udsigt til torden. Jeg håber at det vil regne i... Continue Reading →
Måske forholder det sig således, at man kan tænke helt klare tanker ved fuldmåne, hvis man tør se den anden side af sandheden? Hvis man kigger bag det tilsyneladende og lytter til de subtile toner af det, der ikke råber så højt? Jeg har skrevet om fuldmånen i mange år, om dens påvirkning af min... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 