Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Der kommer ingen fortællinger lige nu, er der mange, som siger. Der sker ikke noget og efterhånden finder man ud af, at det ikke nytter noget at presse. Der er ingen veer. ”Men ser du” fortæller jeg Zoe, ”jeg har for længst fundet ud af, at man sagtens kan skrive alligevel. Det kaldes også sankeskrivning.”... Continue Reading →
Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →
Duggen driver ned af vinduerne, gennem skæve streger og dråbemønstre kan jeg skimte de høstede marker og træerne i horisonten. Jeg sidder med pennen i hånden og lytter til morgenstilheden, fuglene er afdæmpede nu, hvor efteråret er på vej. Lytte, lytte efter hendes stemme efter dage ved fjorden, efter gåture langs kysten og vandets element.... Continue Reading →
Ikke presse, dette er en morgen mellem linjerne. En pause mellem afslutningen og den nye begyndelse. Det kan være et svært sted at være, for det kalder på indre stilhed og langsomme skridt gennem dagen. Sommermorgen, den store gryde står på engen og simrer. Duften er ikke til at tage fejl af. Men det er... Continue Reading →
Grøn te med røde bær. Det er en af de dage, hvor jeg mærker, at jeg er ved at løbe tør. Det er en fornemmelse af træthed i hele kroppen, en form for lettere udbrændthed, eftersom jeg har været yderst flittig i de sidste dage. Jeg har suget næring af alt det, jeg havde samlet... Continue Reading →
Hun er dér. Jeg lytter til hende, mens jeg sidder i køkkenet. Simrer og sanker. Stenalderbrødet dufter i ovnen og gør sig klar på lav temperatur. Skænker tid og kaffe i kop uden hank. ”Jeg er her, hvisker hun og jeg forsvinder ikke, fordi du ikke får skrevet så meget i dag. ”Skriv blot et... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 