Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der er en historie, du ikke har skrevet. En fortælling, du ikke har fortalt. Sådan lyder ordene i mit indre og det på en dag, hvor jeg netop har besluttet mig for ikke at skrive. Nogen ler i vinden. Et blad fra vinteren hvirvles op og laver sin helt egen lyd. Jeg har åbnet vinduet... Continue Reading →
Jeg har tændt skrivelysene og samler kraften i pennen. Det kræver al min koncentration. De seneste dage har været som løsrevne blade fra en bog, kastet rundt i vinden. Som for at bekræfte sin styrke, hyler vinden skingert i huset og løfter jeg blikket mod træerne bag i haven, kan jeg se deres vinddans. Det... Continue Reading →
Hun lærer mig at gå langsomt, vi finder nærvær i hvert eneste skridt. I dag blæser en strid forårsvind og regn støver. Jeg går mod vinden som laksen svømmer mod strømmen. Blæsten synger i husmuren og et vindue klaprer. Det er morgen på landet og her bor jeg. Det, der engang var en drøm, er... Continue Reading →
Jeg samler kraften i pennen og begynder at skrive. Uro, sitrende forventning og inderlig længsel samles i forening og er nu det blæk, jeg skriver med. Fokus, det er essentielt, skriv og giv så slip igen. Du skal ikke sætte ord og sætninger i fængsel. Lad dem leve, ånde og frit flyve derhen, hvor de vil.
Jeg er tilbage ved bordet i min skrivestue og gennemfører de små ritualer, som er med til at åbne døren og genskabe forbindelsen. Døren til det magiske rum, porten til skriverejsens udspring. Skrivelysene, kortene og stenene i deres mønster, hver eneste symboliserer et ord, som har været mit solhvervsord på den indre rejse i de... Continue Reading →
Der er sne ved det magiske vandhul og is på vandet, men det forhindrer ikke hverken Frø eller Bæver at være til stede. For ser du: Der var engang og engang var der ikke … Rigide regler, nu bløde som smør, smelter på isen. Bæver griner sit uimodståelige grin og Losgann siger sit kvækha! Tonen... Continue Reading →
Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →
Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →
”Forbered dig på det bedste” siger hun med myndig stemme, ord uden tøven og fyldt med magi. ”Du ved, hvad du ønsker dig, nu må du være tro mod dit ønske.” ”Jamen” fremstammer jeg og mærker, hvordan noget i mig stritter imod. Modstanden vokser som en klump i halsen og tårer presser sig på. ”Hvordan... Continue Reading →
Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →
