Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Vi sidder på terrassen på julis sidste dag. Det er morgen og det regner. Dråberne spiller musik på taget, duft af vådt korn og hav svæver i luften. Vi er alle samlet. Det er Nellies sidste dag. Et strejf af vemod rammer mig og jeg ser på hende, som om jeg kan fastholde hende med... Continue Reading →
Når man skriver rejsedagbog og lytter til sjælen, begiver man sig på en inderlig rejse. Et eventyr. Det eventyr har mange farver. Uanset, hvad man beslutter sig for, kan man ikke undgå regnvejrsdage og dage, hvor man går i modvind. Det findes ikke uden. Eventyret. Jeg har sovet dårligt og vågner brat sidst på natten.... Continue Reading →
Når man lærer at trætheden er en ven. Når man begynder at opdage, hvordan man bruger energien. Når det dæmrer i skumringen og alt falder på plads. Igen. Så ved man. At der er en vis bremselængde og at ting tager tid. Jeg takker for min samtale med Ceridwen og for læringen om den usynlige... Continue Reading →
Når jeg skriver på fortællingen fra Pensionatet og deler små afsnit med mine læsere på bloggen, så er det afsnit fra den første kreative fase. Det er en tekst, jeg har skrevet intuitivt og uden at tænke på plot, karakterer, retstavning eller grammatik. Jeg gør det blandt andet, fordi jeg gerne vil vise dig, at... Continue Reading →
Der er morgener, som er anderledes end de andre. På overfladen ser de ens ud, mørket er markant. Endnu er det vinter og januar er blevet så begejstret for sin klædedragt af tunge skyer, at hun ikke vil tage den af igen. Jeg savner sol og lys nu, det er en længsel som har bidt... Continue Reading →
"Ingen ord kan beskrive det", siger jeg ydmygt. "Jeg vil end ikke forsøge." Da ser hun op fra sin landingsplads. Langs markerne i græsrabatten, badet i aftenlys. Hun siger ingenting men ser på mig med forundring, sorte øjne fanger mine blå. Det sker udenfor mit vindue, da jeg vasker op. Jeg har udsigt til markvejen mod nord. Jeg ser, at hun lander og i samme sekund ved jeg. Den store fugl i sort. Det er Ravnen.
Jeg mødte sælen på stranden i går og selvom jeg forsøgte, var det ikke tid til en fortælling. Så giver man slip og lader simre, indtil dagen igen er ny. Fra lummer varme til uvejr og sensommerregn. Så hurtigt kan det skifte. Men det som Sælen fortalte mig er ikke forsvundet, det følges med mig... Continue Reading →
Det er køligt i morgenens første timer. Med natten i hælene kravler lyset forsigtigt op og kigger ud over kanten. Jeg var vågen ved daggry, her slap søvnen op og jeg blev et vidne til solopgangen. Bløde stråler gennem skysprækker og skyggelys af den slags, der holder på kulden. Det er køligt, da jeg går... Continue Reading →
Skrivelysene blafrer i brisen fra det åbne vindue. Regndis pryder landskabet, her er stille. Lydløse fugle forlader deres træer og flyver over grå himmel. En hare finder vej gennem stubbene på den nyhøstede mark. Stille, en due kurrer fra et sted i buskadset og tiden har fundet sig en lomme. ”Gør holdt her” hvisker nogen... Continue Reading →
Måske er der bare ingen ord i dag? Måske gemmer de sig bag skyerne eller i krattet af usikkerhed? Måske har slagen slugt dem og de er forevigt gået tabt? Alligevel skriver jeg mig ind, nyt blæk strømmer fra min pen, bogstaver formes og bliver til ord. Det i sig selv er en magisk gerning.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 