Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Jeg ønsker at huske det og holde det tæt til hjertet” siger jeg til Cat, som har vist sig at være frænde i dag. Hun er ofte en del af landskabet, når jeg går tur, men vi taler ikke sammen. Vi registrerer bare, for jeg har hunden med. Men i dag er anderledes. ”Det fordamper... Continue Reading →
Hun følger mig som en skygge, helt tæt på, vi går i stille takt, vores skridt er de samme. Scenen er sat af fugt og dis, Mosekonen er tidligt oppe og passer sin bryg, horisontale søjler af damp stiger til vejrs. ”Kom nærmere og smag på min morgensuppe.” Hendes stemme er jordens hjerte, lyden er... Continue Reading →
“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
”Det er overvældende”, jeg betror mig til Each, som er mit daggrys vidne. ”Jeg føler mig helt ør i forsøget på at fastholde det, jeg lærte og oplevede i de forgangne dage.” Hun ser på mig med kloge hesteøjne, rolig i skyggen af den gamle eg. ”Mit kraftsjælested” siger jeg med forsigtig glæde i stemmen, men det ved hun selvfølgelig godt. ”Kan du se, hvad du er i færd med at gøre?” ”Gøre? Ja altså, jeg gør mit ypperste for ikke at tabe det igen, jeg prøver virkelig at forstå, så det ikke slipper fra mig og går i glemmebogen. Hestelatter fylder skoven, skarp og mild på samme tid, fuld af frændig venlighed ...
Det er Ravnen og jeg er klar. ”Sagde netop til mig selv”, siger jeg til hende, ”at hvis det var dig i dag, ville jeg spørge dig om hvordan. Så mange gør-ditter og gør-datter flyver rundt i luften som hjemløse fugle sagt af ivrige stemmer, der alle ved bedre og nogen bedst. Jeg er holdt... Continue Reading →
Jeg mødte sælen på stranden i går og selvom jeg forsøgte, var det ikke tid til en fortælling. Så giver man slip og lader simre, indtil dagen igen er ny. Fra lummer varme til uvejr og sensommerregn. Så hurtigt kan det skifte. Men det som Sælen fortalte mig er ikke forsvundet, det følges med mig... Continue Reading →
”Du står ved en skillevej”, siger Solsorten. Han sidder under hybenbusken i pink og orange. Bag ham er der en mur. En af dem med mursten og graffiti. Med snørklede spraydåsebogstaver står: Her må du vælge med hjertet. Ha ha, meget morsomt. Er det ikke det, jeg har gjort hele tiden? Og hvor har det... Continue Reading →
Det er køligt i morgenens første timer. Med natten i hælene kravler lyset forsigtigt op og kigger ud over kanten. Jeg var vågen ved daggry, her slap søvnen op og jeg blev et vidne til solopgangen. Bløde stråler gennem skysprækker og skyggelys af den slags, der holder på kulden. Det er køligt, da jeg går... Continue Reading →
Skrivelysene blafrer i brisen fra det åbne vindue. Regndis pryder landskabet, her er stille. Lydløse fugle forlader deres træer og flyver over grå himmel. En hare finder vej gennem stubbene på den nyhøstede mark. Stille, en due kurrer fra et sted i buskadset og tiden har fundet sig en lomme. ”Gør holdt her” hvisker nogen... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 