Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
Hvad vil det egentlig sige at skrive intuitivt? Er det det samme som at bruge sin intuition? Og hvorfor hører frygt, modstand og den indre censor med, når vi begiver os ud på en intuitiv skriverejse? Intuitiv skrivning. Er det det samme som at bruge sin intention? Mange formoder at intuitiv skrivning er det samme... Continue Reading →
Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Jeg har været her én gang før i marts, hvor vejen viste mig vej. Mine ben gik af sig selv og lod tankeprotester ligge bag efterårets blade. Denne gang er det anderledes, jeg går samme vej... Continue Reading →
Ceridwen er en anderledes lærer end de andre. Det mærker jeg snart. Hun er mere som en veninde af den vilde slags, en, man møder på stranden i østenvind og som slår ud med armene som i en invitation. Hendes undervisning er ikke planlagt, endnu har hun ikke indkaldt til møder i biblioteket, men synes... Continue Reading →
Igen i år afholder jeg sommerskriveskole for kvinder. Kurset hedder "Intuitiv Skrivning, Skoven". Forløbet foregår online i perioden 5. juni – 31. august. Det betyder dog ikke, at du skal være online hele tiden, tværtimod. Fortællerskens Sommerskriveskole inviterer også til, at du logger off og bruger tid alene. I haven. Ved havet. Og i skoven... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
Dagen efter beslutter jeg mig for at tage chancen. Jeg vil ud i skoven og finde Cailean igen. I min rejsedagbog har jeg skrevet fortællingen om porten. Porten til Eneboerens Spor. Det var ikke svært, da jeg først tunede ind. Det er de små ritualer, der gør det. Den måde, jeg langsomt tænder skrivelyset på... Continue Reading →
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 