Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Kvækha!” hvisker Losgann fra løse linjer, men snart bliver hans hvisken både højere og mere dyb. Det bobler og så dukker han op på overfladen med et kækt udtryk i frøfjæset. Hans blik fanger mit og jeg ved at det er tid til at lytte. Udenfor kravler tågen over havelågen, lyset er dæmpet og gråt.... Continue Reading →
Jeg vågner ved lyden af en bil som kører gennem gruset og standser ved garagen. En bildør smækker, havelågen knirker og skridt høres på havegangen. Fortumlet vælter jeg ud af sengen, skynder mig hen til vinduet og trækker gardinet fra. Månen, som nu går ind i sin aftagende fase, hænger dovent i vest og kaster... Continue Reading →
Jeg går tidligt i seng, allerede kl. 2030 rammer jeg madrassen bevæbnet med en bog, en stak puder i ryggen og en kop dampende kamillete på natbordet. Det er et tidspunkt jeg elsker, når roen kommer sejlende på sit natteskib og jeg synker tilbage i puderne for at læse i min bog. En ægte fortællerske... Continue Reading →
De første uger af januar er ikke meget anderledes end de sidste i december, men nu er julelysene forsvundet og mørket ånder frit. Energien er langsom og det ved Niamh, hun fortæller os at hun som de andre månedslærere underviser i pagt med årshjulet og med dyb respekt for den energi, der er til stede.... Continue Reading →
Det er morgen, lyset er kommet, vinden har blæst skyerne bort og pletter af pink farver himlen. Vi er samlet i spisestuen, ilden buldrer i pejsen og kaffen er god. ”Det er busdag i dag” hvisker Elva i mit øre og jeg nikker, det har jeg tænkt på. Vi kunne tage en tur til byen... Continue Reading →
Før end man får set sig om, er julen forbi og dagene før nytår åbner en tærskel af vemod og forventning. ”Det er et tidspunkt at ære”, siger Scarlett til os ved morgenbordet på decembers 28. dag. Snart er hun også en saga blot. Scarlett. Den uundgåelige afsked gør mig akut trist. Sådan er det... Continue Reading →
Søndag morgen på pensionatet, jeg står op på kanten af daggry og går en tur til havet. Bag mig rødmer himlen ved tanken om den nye dag. Der er poesi i luften, små snefnug finder vej blot for at smelte på vej ned. Jeg ved at Virginia er taget af sted for at besøge sin... Continue Reading →
Det blev en fin fejring og en slags indvielse af vores tid sammen på pensionatet i kapitlet december. Drinks i biblioteket, lækker middag i spisestuen med hvid dug og levende lys. Scarlett holdt tale om rejsende kvinder og livets tærskler. Om døre, der kommer til syne i tågen og åbninger, man ikke så før. ”Vi... Continue Reading →
Jeg er nysgerrig. Indrømmet. Men jeg må sige til mit forsvar, at det ikke var planlagt, at jeg skulle vågne kort før midnat med et sæt. Jeg stod op og listede over gulvet hen til vinduet. Forsigtigt trak jeg gardinet til side og kiggede ud. Det var stjerneklart og jeg kunne tydeligt se haven, mine... Continue Reading →
Vi spiser suppen i stilhed, lyden af skeer, der rammer suppeskåle og den knitrende ild i pejsen fylder rummet. Men i mit hoved er der ikke stille. Det flyder over med tanker om Maize, som er i familie med Gwyneth, men som påstår at hun er her på samme vilkår som mig. Hvordan kan det... Continue Reading →
