Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der er så meget modstand, at jeg beslutter mig for at droppe det hele. Hvad har jeg dog gang i? Hvorfor i alverden skal jeg mødes med Ravnen i skumringstimen og lade mig indvie til Eneboerens Spor? Det lyder så trist. Godt nok er jeg introvert og elsker mine stunder uden andet selskab end mit... Continue Reading →
Kalder det på dig at skrive cyklisk og forbinde dig til årstid og energi? Det kan Fortællerskens Årshjul støtte dig i. Fortællerskens Årshjul er et cyklisk skriveforløb for kvinder. Nye deltagere starter den 1. april og det er tid til tilmelding, hvis du skal være med. Vi kan lære os selv at både leve og... Continue Reading →
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
Dagen efter beslutter jeg mig for at tage chancen. Jeg vil ud i skoven og finde Cailean igen. I min rejsedagbog har jeg skrevet fortællingen om porten. Porten til Eneboerens Spor. Det var ikke svært, da jeg først tunede ind. Det er de små ritualer, der gør det. Den måde, jeg langsomt tænder skrivelyset på... Continue Reading →
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Måske er det teen, måske er det tid? Da jeg vågner og står op, mærker jeg det straks. Min fod gør ikke ondt mere. Hævelsen er forsvundet, healing er sket. Taknemmeligt går jeg hen til vinduet og trækker gardinet fra. Uden at humpe. Det er mandag og det er Forårsjævndøgn. Ostara. Udenfor er himlen skyet... Continue Reading →
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
På den attende dag i marts er vejret gråt og finregn fugter luften. I dag er vinden stille. Naturen holder vejret og jeg glider gennem den dør af langsomhed, som tilbydes. Jeg har ikke travlt. Desuden er det lørdag og jeg har forstuvet min fod. Tidligere var den slags en forbandelse, men noget må være... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 