Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Han står under to birketræer, der danner en port. Han velsigner den nye begyndelse. Jeg forlader huset ved daggry, hvor lyset blot er en sprække på himlen. Afskedens time kom og hjertet var tungt, da hun omfavnede mig og gav mig en madpakke til rejsen. ”Du er klar” hviskede hun i mit øre og skubbede... Continue Reading →
Da sker det, at hun banker på min dør nogle minutter før midnat. Det er fuldmåne og tid til at betræde natten under åben himmel. Jeg skynder mig at tage tøj på og følger efter hende ned af trappen og ud i sølvlyset gennem den åbne hoveddør. Katten smutter forbi os og løber gennem haven... Continue Reading →
Han svæver over huset ved daggry og kalder med sit skrig. Uglen svarer. Jeg registrerer men lægger oplevelsen i skuffen med drømme. Søvnen hænger ved og vil ikke slippe, det er den tid på året og hvile er en fast bestanddel på menuen. Jeg synker tilbage og lader mig fragte. Da jeg vågner igen, er... Continue Reading →
Hvis du vil lytte til laksen, må du besøge Visdommens Flod. Den gamle vandvej som løber fra bjergene ned i dalen og ud på den anden side af landsbyen. Få huse er placeret i en klynge på venstre side af floden, det ene med en mølle, som man kan se, når man nærmer sig landsbyen... Continue Reading →
Et par dage er gået siden fuldmånen. Efterdønningerne har lagt sig og havet i mig er roligere end det længe har været. Lyset sniger sig op over bakketoppen og skygger flyder som floder i landskabet. En lille fugl synger på afsatsen foran vinduet. ”Kom ud og hils på den nye dag.” Jeg tager overtøj på... Continue Reading →
Vi mødes ved fuldmåne på lyngens eng i et skær af lilla og sølv. Skygger danser og regnskyer skimtes mellem sprækker af lys. Hun finder sine åbninger uden besvær. Stille glider hun over himlen så langsomt, at det er usynligt for øjet, men mit hjerte falder til ro i det stille flow. Lyngen glinser af... Continue Reading →
Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Billedet var der før fortællingen. Det kom til mig i en drøm. To linjer skrev jeg i går. Billedet var der allerede. Så forlod jeg rummet og lukkede forsigtigt døren bag mig. Og som timerne gik glemte jeg alt om mit forehavende. Jeg vidste, at jeg skulle lade natten gå og dagen komme tilbage. Natten... Continue Reading →
På et tidspunkt satte jeg foden på bremsen. Hertil og ikke længere. Men det undrede mig, for mit køretøj standsede ikke brat. Det, jeg troede, jeg havde sat en stopper for, blev ved og tiltog endda på et tidspunkt. Måske var jeg blevet fartblind? Så en nat under Haremånen kom det til mig. Jeg huskede... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 